Lidt om fodbold

I dag kan blive den store dag for Vejle Boldklub. Allerede nu kan de sikre sig oprykning til superligaen og det er stort, når der endnu mangler 7 kampe. Jeg er sikker på, at alle glæder sig. Men sådan er det jo med alt her i livet. Vi vil gerne se fremgang og helst holde os på et højt niveau. Men det kræver også, at vi har de nødvendige resourcer og at vi er stand til hele tiden at holder os i form til at yde. Der stilles krav til os hver dag .

Vi skal altså dagligt træne vore evner. Det er det fodboldspillere gør for at kunne yde en optimal indsats på kampdagene. Da vi i modsætning til sportsfolk spiller kamp hver dag er det vigtigt at vi kan kombinere kamp og træning for hele tiden at blive bedre. Derfor må vi hele tiden arbejde til grænsen af vores ydeevne. Det giver styrke og bedre forudsætninger for hele tiden at performe. Og det er jo , hvad omverdenen og vi selv forlanger.

I fodbold er det vigtigt, at man har en træner. En der har det store overblik og som kan analysere modstanderne og lægge den rigtige strategi. Sådan er det ikke altid i vores dagligdag. Oftest må vi selv træffe beslutninger, som gerne skulle føre hen til det mål, vi har sat os. På jobbet har de fleste af os en chef, der skal udføre trænerjobbet. Men som på fodboldbanen er det jo ikke træneren, der spiller. Derfor er det vigtigt at taktikken og organisationen er lagt fast, så alle kan forstå den. Det er den eneste måde et hold bliver stærkt på. Reglerne må være kendte for alle, således at man kan trække på samme hammel. Det er måden at få succes på.

Når man rykker op i superligaen, kan der være behov for nye spillere, ikke kun fordi de gamle er blevet for gamle. Men også fordi taktikken og organisationen skal tilpasses de nye modstandere. Denne omorganisering er en vigtig del af trænerens opgave. Det betyder ikke nødvendigvis at de gamle er ubrugelige, men de skal måske spille på et lavere niveau. Men det er klart at jo mere man træner desto længere holder man på det høje niveau.

God træningslyst

Comments are closed.