Formandens beretning

2014 har været et godt år for Fødevareklubben. Vi har haft et passende antal arrangementer og arrangeret det rigtige antal messerejser. At jeg kan sige det skyldes, at bestyrelsen ikke har fået nogen klager over de dispositioner, vi har foretaget. At vi så ved at ikke alt gik som planlagt er noget andet. I øvrigt kan oplyses at vi er 332 medlemmer og at vi har haft 6000 besøgende på vores hjemmeside.
Vi har således inviteret vores fødevareminister flere gange ,men han har desværre ikke haft tid til at komme til os. Til gengæld blev vi inviteret til et møde hos ham, som vi så takkede nej til. Vi har jo ikke som forening nogen politisk dagsorden, som vi ville forelægge. Vi troede, at han kunne være interesseret i at komme ud i den virkelige verden, for at høre om livet der. Men det kunne han ikke afse tid til. Han fik dog tid til at finde Danmarks nationalret. Stegt flæsk med persillesovs, et rigtigt godt valg. Det giver det rigtige signal, og da vi producerer mange svin også en afsætningsmæssig platform, nu russerne har sagt fra.
Nu skal vi så have valg i 2015 og så får vi en ny fødevareminister. Så må vi jo håbe at han/hun vil besøge os. Det bliver et spændende valg . Vi stemmer blåt, men vil ikke have Lars Lykke som statsminister. Vi vil hellere have Helle, men hun er kun blå i handling ikke af sind. Så måske bliver det en tredje.
Alle taler meget om vækst. Og det skal der til. Vi skal have de arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet. Der er i alt 131.300 fuldtidsledige pr 6.januar og der er 2.826.000 i arbejdsstyrken. Hvis alle kom i arbejde ville det svare til at vi kan få en vækst på 4,6%, såfremt vi ikke har nogen produktivitetsvækst, da den danske befolkning er rimelig stabil på et niveau på 5.635.000, hvortil kommer nettoindvandringen på ca 17.000.
Det er derfor begrænset, hvor stor en vækst vi reelt kan få i fremtiden. Hvis vi ikke gør noget andet. Hvis vi vil have en ordentlig vækst over de kommende år, må vi enten øge indvandringen eller få nogle af dem på overførselsindkomst til at arbejde. At øge indvandringen af folk, som vil bidrage, kan blive svært med det nuværende skattesystem, og at mindske antallet på overførselsindkomst, kan også blive vanskelig. Det er jo så vi pensionister , det kommer til at gå ud over. Vi har det jo lige så godt.
Direktøren for Landbrug og Fødevarer har også været inviteret flere gange. Hvad enten han hed Gade eller hun hed Hækkerup. Som I sikkert har konstateret , lykkedes det heller ikke. De svarer end ikke. Jeg håber ikke der er gået for meget Københavneri i foretagendet. Men vi kom alligevel gennem året.
Året var også præget af listeriaskræk. Antallet af tilbagetrækninger af fødevarer var dobbelt så stor som i 2013, næsten 100 var der i andet halvår. Der er således fundet listeria i rullepølser, leverpostej, fiskefrikadeller, sildepostej, rødkål, ja selv i økologiske skimmeloste. Vi er blevet mere påpasselige. Vi skal for alt i verden ikke i medierne, det kan jo lukke en virksomhed. Egenkontrollen er blevet meget bedre. Vi skal som forbrugere kunne være sikre på at det kun er gode sunde fødevarer der kommer på markedet. Men det kan vi også.
Den stigende svindel med fødevarer har også været på dagsordenen. Forfalskede fødevarer krydser grænserne. Olivenolie er et godt eksempel. I stedet for ekstajomfruolie bruger de et billigere produkt. Der er eksempler på kaffe med kviste og blade og te med savsmuld. Dette er noget vi alle skal være opmærksomme på.
Krisen er ved at være overstået og vi kan derfor se frem til bedre tider, selvom jeg ikke synes de har været så ringe. Så kan vi få gang i hjulene igen. Landbruget ligger lidt underdrejet, men vi må håbe på der er løsninger på vej
Til slut vil jeg håbe, at iværksættertrangen kommer til at slå igennem i fødevarebranchen. Vi har brug for unge ildsjæle, der kan skabe fremtidens arbejdspladser.

Comments are closed.