Jeg havde fornylig den triste oplevelse at være til begravelsen af min gode skikammerat Arne. Alt for tidlig bortgang, men ingen kender jo dagen før solen er gået ned.
Det var en smuk højtidelighed, men noget der slog mig ,var præstens tale ved båren. Han startede med at fortælle, at han jo ikke kendte afdøde og derfor ikke kunne berette andet end det han havde fået fortalt af de pårørende. Det bliver meget overfladisk og egentligt uden indhold.
Mange forbereder deres egen begravelse. Hvilke salmer der skal synges. Hvordan kisten skal være. Om man skal brændes? Men ingen jeg har hørt om, har skrevet præstens tale. Men det burde jo være en naturlig sag. Uden tvivl er man selv den, der ved mest om en selv. Intet kan være skjult og selv om man er subjektiv i sin bedømmelse, vil en sådan tale kunne indeholde mange af de værdier, som man gerne vil huskes på. Det er min overbevisning, at højtideligheden vil blive endnu stærkere for de efterlevende, som jo skal leve videre med mindet om den afdøde.