For nogle år siden lavede Havnemøllerne en kampagne for “Drømmekage fra Brovst”. Kampagnens tema foregik i et rockermiljø, hvor en supporter fik lederens respekt for egenhændigt at kunne bage en velsmagende, lækker kage baseret på en kagemix. Man kan af denne historie lære at repekt opnår man, når ens faglige kompetence overgår forventningerne. Men også i andre af livets sammenhænge er det godt at udvise respekt for andre. Det både i stort og småt.
Vi har i mit lille hjem haft en debat om koppens vandring fra bordet til opvaskemaskinen. Min kone er af den opfattelse at det er mangel på respekt over for andre ( hende) , såfremt hver enkelt ikke flytter sit brugte service fra bordet til opvaskemaskinen eller deltager i den efterfølgende opvask af gryder og pander. Jeg forstår godt hendes synspunkt og må give hende ret i , at det er mangel på respekt, at vi forventer at hun er den tjenende ånd, der sørger for alt det praktiske og sikrer , at vi andre kan sidde i sofaen og nyde cigaren.
Men kniber det med respekten og derved tolerencen i vort samfund og har vi svært ved at bære koppen helt ind i opvaskemaskinen. Ja, engang imellem går det for vidt. Hvem siger, at samfundet skal tage ansvar for alt og at alt initiativ skal tages af fællesskabet. Ligesom vi skal have respekt for andre , skal vi også have selvrespekt. Vi må altså godt stille krav til os selv, når vi har opgaver der skal løses.
Når det drejer sig om fællesskabet har vi ikke meget respekt for autoriteter, hvilket man jo heller ikke skal have , hvis den ikke bygger på faglig kompetance. Vi accepterer ikke fejl eller en behandling, der ikke er optimal. Er det ikke 1. klasse, er det bare for dårligt. Vi betaler jo skat her i landet og derfor kan vi med rette forvente os det ypperligste. Vi har altså betalt for ikke at deltage i hverken oprydning eller opvask. Men er det en fair holdning at have. Nej , ikke efter min mening. Vi bør alle respektere hinanden og deltage aktivt i fællesskabets arbejdsopgaver for derved fortsat at kunne rose sig af, at vi lever i et af de rigeste og lykkeligste lande i verden.