Jeg var i sidste uge til et fordrag om takt og tone holdt af Gitte Hornshøj. Hun kom ind på et emne vedrørende gæsters adfærd ved et middagsselskab, hvor et nyt par var inviteret.
Flere af ” de gamle ” udviser berøringsangst overfor de ” nye”. Få går hen og indleder en samtale med ” de nye”. De skal først ses lidt an. Men de der gør det, får normalt stort udbytte.
En situation, som jeg selv har oplevet utallige gange, er at sidde på et hotel , alene ved et bord , for at indtage et måltid. Ved bordet ved siden af sidder en mand, ja det er altid en mand, med en bog i nøjagtig samme situation , ja, måske er der endnu flere i samme restaurant .
Hvad er der gør ,at ingen eller måske ganske få rejser sig og siger: ” Jeg keder mig og det gør i sikkert også. Hvorfor laver vi ikke fest? ” Sikkert på grund af berøringsangst.
Endelig er der” de udstødte”. Dem kan man heller ikke så godt tilnærme sig. Og netop denne gruppe har et stort behov for opmærksomhed. Alle har vi behov for, at nogen tænker på os , og vi bliver alle glade, når vi det mærkes, at nogen gør det. Det er derfor vigtigt, at vi viser, at andre mennesker betyder noget for os. Det koster så lidt at sende en venlig tanke. Men det varmer utroligt i hjertet hos modtageren. Det kan også for den mere kyniske være god investering, som giver mangefold igen, hvis man selv skulle komme i samme situation. Det er ikke den barmhjertige samaritan, der nødvendigvis er behov for. Men måske blot en lille smule næstekærlighed og medmenneskelighed.