For 14 dage siden skulle jeg opleve noget jeg aldrig havde prøvet før nemlig at være i fuld narkose. Mange tanker gik gennem mit hoved. Ville jeg vågne op igen ? Hvad er der sker når man ikke selv har kontrollen, men overlader den til nogle helt fremmede mennesker ?
En anden tanke slog mig. Her gik jeg og ventede på noget fremmed med en vis angst. Samtidig gik nogle andre og ventede på, at vi skulle mødes på operationsstuen. For dem en almindelig dag på kontoret blot med en ny patient. To vidt forskellige tilgange til den samme hændelse. For den ene part noget ukendt og for den anden part blot rutine.
Jeg var ikke bange for operationen men kun for narkosen. Den første jeg mødte var anæstesisygeplejersken. Hun spurgte om jeg var bange, hvilket jeg bekræftede. Hun kunne dog meddele mig, at i hele hendes karriere var langt de fleste vågnet op igen. Hendes succesrate var 100 %, hvilket beroligede mig. Så ind på operationsstuen. Et hurtigt drop i hånden og væk var jeg. Efter 3 timer vågnede jeg op igen. Frisk som en nyfødt. Alt gik godt, hvilket er baggrunden til at jeg skriver disse linier. Angsten for det ukendte og uprøvede er der altid. Dette er naturligt. Når man så har stået det igennem, ved man ikke, hvad det var der gjorde en angst. Jeg er nu en erfaring rigere og selvom andres erfaringer ikke kan bruges, er jeg kommet et skridt videre.