I den forgangne uge har jeg haft flere oplevelser, gode og dårlige.
Vi starter med den gode. Kirsten og jeg var inviteret på Frederikshøj Kro, hvor Wassim Hallal huserer i køkkenet. Vi kender ham fra fjernsynet, hvor hans rolle er at være den meget kritske køkkenchef. Måske en lidt negativ karakter, men sådan er rollen altså skruet sammen. Men madlavning det kan han. Vi fik et himmelsk måltid med afstemte vine. Jeg har ikke oplevet det bedre. Synd at man ikke kan få Michelin stjerner når man bor i Århus. Jeg har været på NOMA, men min vurdering er, at hos Wassim ligger det klasser over.
Så til den dårlige. I smilets by udgiver man Jyllands- posten. De mangler åbentbart kunder. Jeg blev ringet op af en af deres canvassælgere, som ville sælge mig et abonnement til halv pris og så ville jeg i tilgift få en bærbar computer. Da jeg sagde at jeg allerede var abonnent, men alligevel gerne ville gøre brug af tilbuddet ved at opsige mit nuværende abonnent, mod at få kreditteret betalingen for de aviser, som jeg endnu ikke har modtaget, kunne det ikke lade sig gøre. Tilbuddet gjalt kun nye abonnementer. Gamle loyale kunder skal betale fuld pris, mens nye får en klækkelig rabat. Det er dårlig forretningsmoral efter min overbevisning. Hvis man ikke kan få nye abonnenter til markedsprisen, må der være noget galt med produktet. Jeg er glad ved min avis og hører også til den generation, der bedst kan lide trykte medier, så selv om jeg overvejede at oputersige abonnementet, gjorde jeg det ikke. Jeg skrev istedet for til JP og nu får jeg en ny computer. Det viser måske heller ikke høj moral, men jeg kan leve med det.