De sidste par uger har bragt flere interessante oplevelser. Senest har Lars Kolind igen været på banen. Et er at han mente , at Fyn skulle have særstaus med hensyn til skattebetaling, noget andet er når man går i tvekamp med ejerne af det selskab han er bestyrelsesformand for. Det er en sikker tabersag. Hvad formålet så end har været, kan der aldrig komme noget godt ud af det, hverken for ham sels eller for selskabet, hvis interesser, han var ansat til at varetage. Nå, men nok om det.
I forrige uge havde jeg en mærkelig oplevelse, som har givet mig stof til eftertanke. Jeg blev placeret i en flyver ved siden af en dame, som ikke var helt appelsinfri. Hun var meget snakkesaglig og vi indledte en til tider filosofisk diskussion. Hun spurgte bl. a, om jeg var lykkelig. Et svært spørgsmål, som jo kræver at man ved hvad lykke er eller også ved, hvad ulykkelighed er, for så må det jo være det modsatte. Jeg mente nok at jeg havde et godt liv, men om jeg ligefrem var lykkelig havde jeg svært ved at svare på. Vi diskuterede også lidelse. Hun mente, at kvinder led når de fødte. Jeg er af den overbevisning, at der er forskel på lidelse og smerte. Smerte er noget fysisk og lidelse er noget mentalt. Dette kunne vi ikke blive enige om. Men vi havde en god samtale. Da vi landede, spurgte hun om jeg ikke kunne følge hende hen til det værtshus, hvor hun skulle vente på sin søster og bad mig om at sørge for at hun fik sin bage med. Her sagde mit indre stop. Men var det ret at gøre sådan. Jeg havde jo mødt min næste, som havde hjælp behov og jeg skred bare. Der er mange gode grunde til ikke at hjælpe. Jeg havde en aftale, men kunne måske godt have nået det, hvis jeg sprang den lovede champagne over. Hvordan hun kom videre ved jeg ikke, men jeg har tænkt meget over siden.