Om forbud og andet

Jeg var i sidste weekend så heldig at være inviteret til fødselsdag på Hotel Hesselet i Nyborg. Hvilket dejlig hotel og hvilke dejlige værelser. Alle naturligvis ikke- ryger værelser. Stor var min forundring, da jeg så et skilt på værelset ,der bekendtgjorde, at hvis man røg på værelset, ville man blive debiteret 1500 kr. Det vil altså sige, at det er legalt nok at ryge på værelset blot man betaler for det. Det er selvfølgeligt lidt dyrt at få en enkelt cigaret, men dog ikke uoverskueligt. Hotel Hesselet er ikke det eneste hotel, der har disse regler. Jeg har set det mange steder. Hvilken herlig dobbeltmoral. Et forbud er vel et forbud.

Der er altså grobund for Kim Larsen og andre godtfolks reaktion på rygeforbudet. Har man penge nok kan alt lade sig gøre.

Man kan selvfølgelig bruge samme argumentation, når man ser på fartbøder, men der er sanktionerne jo lidt hårdere. Et klip- toklip og derefter er det af med kørekortet, hvilket man selvfølgelig også kan betale sig fra, men når man først får frataget rettigheden til at føre motorkøretøj, bliver livet vanskeligere.

Men vi lever jo i “Forbuds Danmark.” Flere og flere regler skal vi overholde. Mængden af reguleringer har aldrig været større og det med en liberal regering. Som det er fremgået af de seneste analyser, har vi nu overhalet svenskerne på dette punkt. Afregulering bliver nok det næste tiltag. Det viser jo foretagsomhed, når man først laver en regel for derefter at ændre den. Og foretagsomhed er jo det vi hele tiden søger.

Comments are closed.