ErikWurtzKnudsen.dk

Så er det ved at være sidste frist for at gøre sin stilling op før vi skal sætte vores kryds. Valgkampen har ikke gjort os klogere. Siden starten har det været de samme floskler der er føget rundt. Jeg mangler ansvarlighed hos de politikere, vi har at vælge imellem. Er det ikke gået op for dem, at vi står i en alvorlig økonomisk situation.Det er jo en hestekur vi skal igennem. Vi bliver nødt til at se på indretningen af vores velfærdsstat. Vi har ikke råd til at leve på 1. klasse, når vi kun har købt billet til 3. Det kræver afsavn og ændringer til vore forventninger. Det er svært, når der er stemmer i alle samfundsgrupper. Man vil jo helst ikke støde vælgerne fra sig. På den anden side er der jo heller ikke meget ved at skuffe vælgerne, når man ikke kan leve op til det man lover. Jeg tror ikke, at skattevejen er en brugbarløsning. Vi må have troen tilbage. Det er selvfølgelig svært, når vi ser at aktiekurserne dagligt går nedad. Alle kloge hoveder kommer med den ene dommedagsprofeti, efter den anden. Hvor skal den positive tankegang komme fra. Der er meget psykologi involveret. Når man ikke kan sælge sit hus, bliver man deprimeret, men det kan jo også skyldes, at priserne er sat for højt. Markedet har altid bestemt prisniveauet, så det gælder bare om at tilpasse sig. Et gammelt visdomsord er , at det første tab altid er det billigste, så hvorfor vente, når man ikke ved hvad man venter på. Det er selvfølgelig ikke rart, for de der ikke kan få indfriet restgælden og må leve med denne i mange år, men der har altid og vil altid blive lavet dårlige forretninger, det kan selv ikke politikere ændre på. Men nu venter vi spændt på, hvilken regering, vi får. Ikke fordi jeg tror det gør den store forskel på langsigt, men måske på kortsigt.

Rød blok er ude med nye afgifter på usunde fødevarer. Vi skal til nu til at have smagsdommere, der skal bestemme, hvad der er sundt og hvad der er usundt. I min optik findes, der ikke usunde fødevarer, men det er naturligvis ikke sundt at indtage fødevarer i uanede mængder.

Vi har behov for sukker, vi skal jo have energi for at motoren kan holdes igang. Vi skal også have fedt af samme årsag. Vi skal selvfølgelig have balance i vores fødevareindtag, men hvis man tror man kan styre dette gennem nye afgifter og skatter forregner man sig. Det lyder godt, når man skal krydsfinansiere. Afgifter på fødevarer skal finansiere sundhedssektoren, således at de der bliver syge af at spise usundt skal betale for deres egen behandling. Et helt nyt princip i den offentlige finansieringsmodel.

Det er de kriminelle, der skaber behov for fænglerne. Hvad er mere naturligt end at de også betaler udgifterne til kriminalforsorgen. Det er de gamle, der bruger plejehjemmene, ergo skal de også betale alle omkostningerne. Det er brugerbetaling så det vil noget.

Vi har lige været igennem en lang debat om fedtafgiften. Politisk makværk og med deraf følgende administrative byrder til fødevareindustrien, byrder som vi absolut ikke har behov for. Så fri os fra nye afgifter og skatter og lad den kloge forbruger selv sammensætte menuen.

Så kom forløsningen og vi skal til valgurnereog have sammensat et nyt folketing og vi skal have  en ny regering uanset om den bliver rød eller blå.   men ændrer det på noget. Vil vi mærke den store forskel? Efter den første partilederdebat ser det ikke sådan ud. Vi er i en alvorlig økonomisk situation,men ingen tør at gøre noget radikalt.

Vi er i en situation, hvor indtægterne ikke følger med omkostningerne. Det kan ske i privatøkonomien, det kan ske i virksomheder og det kan ske i den offentlige økonomi. Hvis konjunkturerne ikke er med os må vi reagere på dette.

Hvis det er i privatøkonomien, der er underskud, må vi benytte os af de muligheder vi har for at rette op på den situation. Vi kan tjene mere altså arbejde mere. Men det forudsætter, at der er nogen, som efterspørger de kompetancer, som vi har. Vi kan spare, altså bruge mindre og derved få balance. Vi kan også låne for at få dækket hullet, hvilket indebærer at vi må formidske vort fremtidige forbrug. Det er ikke lette beslutninger, men nødvendige, da vi ikke som privatpersoner kan overleve med store underskud, hverken på kort- eller langsigt. Vi må altså skære i omkostniger hvis det ikke er muligt at forøge indtægterne. Først de varible og om nødvendigt også det faste. Vi må spare på ferier eller sælge vores aktiver.

Disse regler gælder også for virksomheder.

Den aktuelle samfundsøkonomi er præget af, at vi har et underskud på de offentlige budgetter. Vore udgifter er større end vore indtægter. Vi har altså en for stor offentlig sektor og vi har for mange på overførselsindkomst. Dette er et resultat af , at vores konkurreceevne er for ringe. Vores omkostninger er for høje i samligning med vore konkurrenter. Vi ser at arbejdspladser flytter bl. andet til Tyskland, hvor lønniveauet er lavere. Men kan vi så ikke bare sænke lønnen. Nej, det er ikke et politisk tema, men overladt til arbejdsmarkedets parter. Når vi ikke har konkurrencekraft er det svært at forøge indtægterne til at løse vort problem. Vi kan altså ikke med den nuværende konkurrenceevne arbejde os ud af problemet. Men kan man ikke sænke lønnen på andre måder. Jo, vi kan sænke skatten på arbejde. Dervedk kan man ihvertfald teoretisk skabe en situation, hvor vi uden at gå ned i rådighedsbeløb kan sænke lønnen. Vi bruger jo de penge vi tilbage efter skat og hvis skatten går bliver rådighedsbeløbet større. Vi mindsker derved vores omkostninger og bliver mere konkurrencedygtige. Vi kan altså sælge mere og få flere i beskæftigelse. Samfundsøkonomien forbedres dobbelt, idet flere i beskæftigelse betyder besparelser på arbejdsløshedsunderstøttelse, efterlønnen og kontanthjælpen, ligesom skatteindbetalingerne bliver større. Går denne ligning op, er vi et godt skridt på vejen. Men hvorfor anvender vi ikke denne fremgangs måde, når det nu er så enkelt.

Offentlig budgettering bygger på baglænsregning. Vi ser først på, hvad vi skal bruge og derefter på finansieringen. Vi kan jo ikke forestille os, at vi skal have mindre service end vi har i dag. Vi kan ikke starte på en frisk og se det hele fra en ny vinkel. Vore velerhvervede rettigheder skal ingen tage fra os og derfor får vi et meget stort behov for offentlig forbrug. Vore faste omkostninger er for høje. Derfor er der ikke mulighed for kortsigtet at sænke skatten. Men vi kommer ikke til at opleve diskussioner af denne karakter. Ingen politikker har mod og mandshjerte til at skære dybt i det offentlige forbrug. Der er ubalance i forholdet mellem den producerende sektor og den forbrugende sektor. For at overleve må vi have skabt balance. Dette gøres kun ved at styrke vores konkurrenceevne .Så vi kan komme til at øge indtægterne.

Effektivitetsforbedringer er selvfølgelig en vej. Den er mere langsigtet. Men naturligvis holdbar. Vi skal bare passe på, at vi overlever på  kortsigt. Det er jo ikke meget ved at have en strålende fremtid, hvis vi er døde i morgen.

Jeg håber, at vi kommer til at høre mange konstruktiver debatter i de næste 19. dage, men har ikke de største forventninger

Netop hjemvendt fra skiferie må man konstatere, at man ikke kan forlade landet uden at nogen træffer helt forkerte beslutninger. Når det er landets statminister , der tillader sig at gennemføre en ministerrokade, af dimensioner , der ikke er set før, bliver man nødt til at fare i blækhuset. Ikke kun at han gør det svært for ham selv, men han lader også befolkningen og hele brancher i stikken.

Jeg er mest fortørnet over, at han udskifter en af de dygtigste og mest engagerede ministre. Eva Kjer Hansen er den fødevareminister , der har gjort det bedst i de seneste år. Hun har gennem en kæmpeindsats skabt dyb respekt for sig selv i alle led i fødevareindustrien. Hendes kendskab til fødevareerhvervets vilkår er uovertruffet. Hun har gennem sit virke sat sig ind i problemerne i både små og store virksomheder. Hun har medvirket til at nedbryde mange bureaukratiske regler, som har været medvirket til at dæmpe vækstmulighederne. Hun har sat fødevaredebatten på dagsordenen og haft den rette focus på de ting, der gør at fødevareindustrien også langsigtet kan være en af de vigtigste områder i Danmark. Vi kommer til at savne hende som en aktiv debatør og som en del af vores hverdag.

Når hun nu skal have sin gang i udenrigspolitisk råd, er det efter min overbevisning spild af ressourser. Den bedste ” mand” på pladsen, må man aldrig vige fra. Men det synes vores statsminister altså. Selv om jeg ikke er enig med ham. Men det er den risiko man løber, når man tager ferie.

I morgen skal vi til valgurnerne og stemme på de vise mænd, som skal styre vort nærdemokrati i de næste 4 år. Vi danskere tager dette meget alvorligt og det er vigtigt for os at bruge vor demokratiske ret til at afgive vores stemme. Hvad er det så vi stemmer på og hvilke emner er vigtige for os. Hvilke emner er det gør en forskel på den ene og den anden. Som en ganske almindelig midaldrende mand har jeg ledt efter emner der for mig vil gøre en forskel. Er det skolemadsordninger? Det er mange år siden jeg har haft skolesøgende børn og børnebørn har jeg ingen af. Så det emne gør for mig ingen forskel. Bedre ældreforsorg? Jeg er stadig i den arbejdsdygtige alder og det varer forhåbentligt mange år inden jeg skal gøre brug af ældreforsorgen. Så den tid den sorg eller glæde. Bandekriminalitet? Jeg har ikke haft det inden for min dagligdag og så er det vel også en politimæssig opgave. Lukning af den indre by for biler? Ja, det vil genere mig såfremt jeg ikke har min fulde bevægelighed og rige parkeringsmuligheder. Dette er måske ikke miljørigtigt, men på den anden side er det også besværligt med den offentlige transport og billigt er det jo heller ikke. Skat ? Ja, men den reguleres jo af staten og kommunerne har her ingen indflydelse.

Valget til regionerne er noget helt andet. Her stemmer vi helt ud i det blå på mennesker , som ingen indflydelse har. Det er jo besluttet at vi skal have store centrale sygehuse med stor kompetance. Det er fornuftigt. Vi vil jo alle gerne have den bedste behandling med de nyeste teknologier. Men hvorfor vi skal vælge 42 inkompetente til styre dette er mig ubegribelig. Men det bliver nok ikke nu at regionerne bliver nedlagt. Så er der lokal vækst. Dette er et godt emne, men desværre kan det offentlige ikke ændre på verdens sammenhægnge, hvorfor denne opgave er umulig for regionerne. Men det skaber beskæftigelse i regionerne og er dermed med til at reducere arbejsløsheden.

På trods af dette brok, går jeg alligevel til stemmeurnerne i morgen med den forvisning om at det ikke gør nogen forskel hvam der sidder på magten.

Jeg ønsker alle et godt valg.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle mine læsere en rigtig god påske. Solen skinner og aktiekurserne går op i dag, så er er noget at glædes over.

Jeg var fornylig til et såkaldt “gå hjem møde”. En lidt løjerlig betegnelse. Jeg var i Sorø og mødet var i Vejen. Jeg kørte derfor fra Sorø forbi Odense og til Vejen. Jeg var således ikke på vej hjem , men til et møde på den anden side af mit hjem. Alle de møder jeg har er således ” gå hjem møder”, da jeg i de fleste tilfælde ender med at komme hjem også selvom det kan tage flere dage. Men sådan er der jo så mange finurligheder.

Ellers har de seneste dage jo stået i NATO´ s tegn. Vi har fået en nye generalsekretær to be. Navnet er Anders Fogh Rasmussen. Ingen i Danmark kender navnet på den nuværende, man han er vist hollænder. Meget anonym, men sikkert betydningsfuld. Det skulle efter sigende være den mest betydningsfulde opgave nogen dansker har påtaget sig og selvom det var på tyrkernes nåde, vil jeg ønske vores tidligere statsminister tillykke med jobbet. Han får vist nok butler og chauffør i det nye job og så giver det en masse rejser, noget han jo sætter stor pris på. Hvordan konen vil klare sig i Brussel, ved jeg ikke. Men mon ikke billedbladet kan holde os orienteret.

Vores nye mand på posten bliver så Rasmussen den 3. Han er lidt anomym i det store udland og kommer til at stå overfor store udfordringer, men er vist nok en sej person, så han skal nok klare det. Også et stort til løkke til ham.

X faktor er vel overstået og det blev den helt rigtige vinder vi fik. Mange millioner seere har ventet spændt og brugt formuer på at give deres sms-stemme. Linda var den bedste af den mængde af uduelige amatører, der stillede op. Men hun snød måske ved ikke at være vaskeægte amatør. Det er mærkeligt, at tv – stationerne ikke kan finde på noget bedre i prime time i weekenden. Men genudsendelsere af gamle film og platte amatørkonkurrencer er , hvad der er at byde på. Heldigvis bliver disse hurtigt glemt. Hvem var det , der vandt i fjor og har nogen købt hans/hendes CD. Udbuddet af fjernsyn er ellers stort, men der ser ud som om at alle kanaler kæmper om at blive de ringeste.

I sportens verden er der sket store ting. Vejle er væk fra nedrykningspladsen. Godt gået drenge. Nu gælder det bare om at holde sig over stregen. Det gamle fif med at fyre træneren, når det står ilde til , må gerne vise sig at være en rigtig beslutning, selvom den er dødsyg. Netop, når man har brug for sammenhold og alle skal trække på samme hammel er det sjældent en klog beslutning at skifte ledelsen ud. Hvad med bestyrelsen, som jo i sidste ende har ansvaret, skal den ikke også gå? Men målene helliger midlerne og i scorede 3 igår og for første gang i 17 kampe fik vi 3 points.

I påsken vil vi yderligere forbedre vores placering.

Jeg var i sidste weekend så heldig at være inviteret til fødselsdag på Hotel Hesselet i Nyborg. Hvilket dejlig hotel og hvilke dejlige værelser. Alle naturligvis ikke- ryger værelser. Stor var min forundring, da jeg så et skilt på værelset ,der bekendtgjorde, at hvis man røg på værelset, ville man blive debiteret 1500 kr. Det vil altså sige, at det er legalt nok at ryge på værelset blot man betaler for det. Det er selvfølgeligt lidt dyrt at få en enkelt cigaret, men dog ikke uoverskueligt. Hotel Hesselet er ikke det eneste hotel, der har disse regler. Jeg har set det mange steder. Hvilken herlig dobbeltmoral. Et forbud er vel et forbud.

Der er altså grobund for Kim Larsen og andre godtfolks reaktion på rygeforbudet. Har man penge nok kan alt lade sig gøre.

Man kan selvfølgelig bruge samme argumentation, når man ser på fartbøder, men der er sanktionerne jo lidt hårdere. Et klip- toklip og derefter er det af med kørekortet, hvilket man selvfølgelig også kan betale sig fra, men når man først får frataget rettigheden til at føre motorkøretøj, bliver livet vanskeligere.

Men vi lever jo i “Forbuds Danmark.” Flere og flere regler skal vi overholde. Mængden af reguleringer har aldrig været større og det med en liberal regering. Som det er fremgået af de seneste analyser, har vi nu overhalet svenskerne på dette punkt. Afregulering bliver nok det næste tiltag. Det viser jo foretagsomhed, når man først laver en regel for derefter at ændre den. Og foretagsomhed er jo det vi hele tiden søger.

Det er næsten altid godt at høre P1 på DR, og det var det også i sidste uges P1 business. Diskutionen var omkring aldersgrænser for betyrelser og direktioner, samt om hvor meget erfaring og ekspertise, der går ubeskæftiget rundt i en tid , hvor vi mangler arbejdskraft. Blandt de kloge var både Steen Langebæk, aktiv 80-årig, og vor beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og konklusionen var klar. Det er ikke alderen, der nødvendigvis er det , der gør, om man er brugbar eller ej.

Der er mange eksempler på, at man kan være et stort aktiv, selvom man har rundet pensionsalderen. Det er iøvrigt bemærkelsesværdig at selvstændige gerne arbejder længere. Men de bestemmer jo også selv , hvornår de ikke synes, at de kan bidrage mere. Lysten til at arbejde har altså ikke noget med alder at gøre. Men noget med det enkelte individ at gøre. Jeg kender en 69-årig glarmester, der stadig ønsker at ekspandere sin forretning ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Det har noget med livsmod at gøre eller bare det at fortsætte med at gøre , hvad man er god til , som de siger i Danske Bank.

Nu er det ikke sådant, at det er bedre eller mere rigtigt at udskyde sin pensionsalder. Man skal have lov til at prioritere selv, og hvis man synes det er bedre at tage på lange rejser eller på anden måde nyde livet, skal man gøre det med god samvittighed. Vi skal blot have muligheden for at vælge.

Men hvis man gerne vil hjælpe til, for at mindske manglen på hænder, er det så en mulighed? Ja, det er det måske, hvis man er i job. Ellers tror jeg , det er vanskeligt. Vi ser det ofte i fyringsrunder, og de begynder måske at komme, at det er de ældre, og man skal ikke være særlig gammel for at tilhøre denne gruppe, der først ryger ud. Ikke noget med kvalifikationer, men gerne et alderskriterie. De går jo alligevel på efterløn.

Jeg har ikke belæg for en påstand om, at jeg ikke tror, at mennesker på 60+ vil komme i betragtning, hvis de søger et job via en jobannonce. Men jeg tror det er sådan.

Hvad er så baggrunden for det? Jeg tror, at det beror på, at man i alle ansættelsessamtaler tror, at det er en livstidskontrakt, man er ved at indgå, selvom alle ved, at det ikke passer. Derfor kan man jo ikke vælge en ældre , da dennes livslængde sandsynligvis er lidt kortere. Man løber ved denne tankemåde en risiko for at miste muligheden for at få kvalificerede ressourcer, da man på forhånd vælger dem fra.

Man kan have gode debatprogrammer, der beskæftiger sig med dette emne. Men det er holdninger, der skal flyttes. Og det bliver svært. Men vi må forholde os til at mennesker bliver ældre og sundere og derfor har noget at bidrage med. At vi så tilsyneladende mangler ressourcer burde gøre tingene endnu lettere. Men nok ikke en realitet. Derfor ser vi også at de fleste ledere, som bliver sat uden for i en moden alder bliver iværksættere. Og iværksætter bliver man kun , hvis man har en lang tidshorisont.

En ændret holdning til flexibilitet kunne måske også hjælpe på at udnytte de skjulte ressourcer. Men modne mennesker vil måske gerne kombinere arbejde med mere fritid. Man vil måske tage på længerevarende ferier eller bo i sommerhuset flere måneder. Ja ønskerne er sikkert lige så mange, som der er individer. Virksomhederne må finde på løsninger , når vi taler om barselsorlov eller forældreorlov . Kan det så også lade sig gøre, når man taler om ældre. Det burde være endnu lettere, da dette jo kan planlægges på en lidt længere horisont.

Men fleksibilitet er jo overenskomststof og så begynder det at blive svært. Hvordan skal vi forholde os til den 67-årige, der gerne vil fortsætte med at arbejde. Han /hun tager jo arbejde fra de yngre. Og det går jo ikke . Heller ikke hvis der ingen ledige yngre er. Vi er dygtige til i solidaritetens navn at spænde ben for fremskridt. Den danske model, som jo er så berømmet, har også sine mangler. Men altså også forbedringsmuligheder.

Jeg håber, at holdningsændringerne vil slå igennem, og at man vil få øjnene op for den reserve, der ligger hos de aktive ældre, som ikke vil nøjes med at spille golf.