ErikWurtzKnudsen.dk

Så kom vi ud af 2010 og ud af ”krisen”. Men der er mørke skyer foran os. Vi kan ikke sikre velfærden i tiden frem over. Derfor er det nødvendigt at spare på de offentlige budgetter og se på nogle af de rettigheder, den danske befolkning har fået gennem tiden. Statsministeren har taget hul på efterlønsdebatten. En ret som alle medlemmer af en a- kasse har haft. Det er altså ikke alle der har haft disse rettigheder. Ordningen blev oprindelig lavet for at få de ældre og nedslidte til at forlade arbejdsmarkedet, således at der kunne skaffes plads til de unge, der stod i kø for at komme ind på dette. Da det efter sigende er lukrativt at gå på efterløn, er der mange der benytter sig af ordningen og den koster ca 18. mia om året. Penge, som de der er i arbejde betaler for at nogen kan gå hjemme og nyde tiden. Og det er ikke retfærdigt, men har det nogensinde været det. Har den situation ændret sig i dag. Efter min mening ikke. De unge står stadig i kø for at komme ind på arbejdsmarkedet og ingen har brug for de ældres arbejdskraft. Jeg tænker en gang imellem hvad der ville ske, hvis jeg i min høje alder sendte en ansøgning. Hvor mange samtaler ville jeg komme til? Ingen ville mit umiddelbare svar være. Ingen ansætter folk der er over 60. De har jo alt for få år tilbage på arbejdsmarkedet. Så er man ledig som 60 åring er der kun to muligheder enten at blive iværksætter eller gå på offentlig finansieret pension ( efterløn). Men hvorfor så alt den polemik. Vi skal sparre på de offentlige finanser, hvis vi skal have råd til at udbygge sygdomsvæsnet og spendere mere på uddannelse. Det er derfor som i alle livets forhold et spørgsmål om prioritering. Hvad er det befolkningen vil have eller rettere hvad er det vælgerne vil have for det er jo det drejer sig om. Politikerne vil give det, der giver flest stemmer og så må man pakke gaverne ind så de bliver godt modtaget.

Vi kommer til at mangle hænder i fremtiden, så de, der har hænder skal bare vente, så bliver der nok at rive i. Det bygger på de prognoser, der er. Der går flere ud af arbejdsmarkedet end det kommer ind. Dette under forudsætning af at efterspørgslen efter arbejdskraft er konstant og at mængden af arbejde er konstant. Men dette er jo ikke tilfældet. Mængden af udført arbejde hænger sammen med det antal ressourcer, der er til rådighed. Hvis der skal ti mand til at producere en given mængde, så må man med 9 mand enten producere mindre eller producere smartere. Bliver vi fattigere af det. Ved fuld udnyttelse af alle resurser er der mulighed for at optimere indtjeningen og det er jo ikke så dumt igen. Vi har alligevel ikke adgang til alle resurser, så der er begrænsninger i de muligheder vi går glip af. Det er altså stadig en anden dagsorden. Men det bliver spændende at se hvad vi vælger når vi i år skal hen for at sætte vores kryds.

Det der er vigtigt er at vi får de rammebetingelser, vi skal have for at udvikle vore markeder. Vi hørte, da vi havde besøg af fødevareministeren, at den fedtafgift, som snart bliver implementeret, kun havde til formål at skaffe penge til statskassen. Provenuet er på 1,4 mia og vil medføre mange indviklede administrative byrder. I en ko er der nu 5,2 % fedt og i en gris 6,5 % og det er det grundlag der skal bruges. Det har godt ændret sig på det seneste, så mon dyrene har været i fittness- center. Mælk og ost bliver så dyrere, men matematikken skal gå op. Facit var givet 1,4 mia. Måske ikke den mest effektive måde at inddrage penge på, men den almene befolkning forholder sig først til dette, når de 16 kr per kilo slår i gennem på priserne. Husk på at vi de højeste fødevarepriser i Europa efter nogens beregninger. Det er ikke noget, der med til at styrke vores konkurrencesituation.

Fødevarestyrelsen, som er en af de samarbejdspartnere vi er påtvunget, får i sidste uge skæld ud af Coop for at være for flinke over for fødevareindustrien. Dette gælder specielt for de små og mellemstore virksomheder siges der. Men det er nu ikke min oplevelse. Jeg har på det seneste oplevet en tilbagetræknings sag som efter min mening var helt ude i hampen. Og som efter meget arbejde og mange omkostninger fra vores side blev sat i bero. I denne sag kunne det have kostet virksomheden livet, hvis vi skulle have gennemført en tilbagetrækning, ikke kun af vores produkter, man også vores kunders produkter. Man har på fornemmelsen af, at de ikke ved, hvad de sætter gang i. Når grundlaget er løst og udokumenteret, kan det skade virksomhederne uden at nogen har lidt skade eller det er sundhedsfarligt. Men man er oppe mod store kræfter, så det er nemt at opgive på forhånd. Samspillet mellem det offentlige og det private er vigtig, når erhvervsstrukturen skal udvikles. Vi skal stadig leve af en underskov af små og mellemstore virksomheder, som kan være med til at holde beskæftigelsen oppe.

Vi har naturligvis også et ansvar. Det er ikke rart at se på de mange unge med en god lang uddannelse, som ikke kan få job. Vi kunne sikkert have glæde af de resurser i de små og mellemstore virksomheder, men vi er måske bange for at ansætte denne type, fordi der er mange fordomme forbundet med dette. Vi tror, de har store forventninger til deres første job og, at vi i vore organisationer ikke kan leve op til disse forventninger. Måske skulle vi være lidt mere åbne for også at se om det kan være med til at udvikle vore virksomheder. Men det vil så gå ud over det grå guld som i stedet må stille sig op i arbejdsløshedskøen.

Regeringens etablering af Madexperimentariet, som desværre ikke kom til trekantsområdet er en langsigtet satsning. Ændring af madkulturer er ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Men det kan måske give inspiration til nye produkter, selv om jeg ikke har set de store ændringer efter at Noma er blevet udnævnt til verdens bedste restaurant. Med det sætter fokus på Danmark som fødevareland og kan derfor medvirke til at forbedre afsætningsmulighederne for vores almindelige produkter.

Hvis vi skal overleve er det vigtigt at vi stadig fornyer os. Vore høje lønninger, som er nødvendige for at vi kan leve på det høje niveau, som er vi er vant til, gør os ikke til de mest konkurrencedygtige i verden. Vi skal derfor være hurtigere og smartere end vore globale konkurrenter. Dette er en udfordring for os alle.

Råvareprisernes fluktuation er også en stor udfordring for fødevareindustrien. Mange af vores kunder vil gerne have årskontrakter med faste priser. Dette kan kun lade sig gøre, hvis man kender råvarepriserne et frem. I de seneste år har dette været umuligt. Prisen på f. eks hvede er pt på det højeste niveau nogensinde og det var der ingen der vidste, da høsten startede. Oversvømmelser, tørke m v har ændret udbuddet og spekulationer har ændret prisdannelsen. Nogen taber i en sådan situation og nogen vinder. Men fødevareproducenterne er altid i den største risikogruppe.

Hveden blev dyrere og det betyder at mange fødevarer bliver dyrere. Men konkurrencestyrelsen skal nok beskytte forbrugerne mod at der kun lige bliver dækning for de øgede omkostninger. Men stigende priser betyder større lagerbinding, større pengebinding i debitorer, altså større kapitalbehov, som kortsigtet skal finansieres over kassekreditten, som måske er anstrengt i forvejen.

Bankerne, som ikke er blevet nemmere at danse med efter finanskrisen, kan stå med nøglen til mange virksomheders overlevelse. Ja udfordringerne er store for fødevareindustrien.

Er vi ikke dygtige nok? Mange siger, at vi er blevet dovne og at produktiviteten er kraftigt faldende.

Vi hviler på fortidens laurbær. Vi skal til at smøge ærmerne op. Ellers ryger arbejdspladserne til udlandet. Mange store virksomheder som Danish Crown er gået den vej og det er ikke nødvendigvis Kina der trækker, men kan også være umiddelbart syd for grænsen. 35 000 arbejdspladser er i de seneste år røget den vej. Det er der nok ikke så meget at gøre ved, når vi ikke vil konkurrere på lønningerne.

Vi må håbe på, at de vi vælger ved næste valg kan føre os sikkert gennem de næste 50.

Jeg var så heldig for første gang i mit lange liv at smage hvid trøffel for nogle dage siden. Hvad er det så man får, når noget koster mellem kr 30.000 og kr 80000 pr kg. Ja, man får naturligvis ikke de store mængder og om det er en smagsmæssig oplevelse ved jeg heller ikke rigtig. Jeg vil dog ikke kendetegne det med et citat fra bogen “Fortællinger om verdens bedste råvarer””De lugter og smager næsten som gamle tennissko”. Det var en speciel oplevelse, men måske har det noget med prisen at gøre. Når det nu er så dyrt må det også være godt og forhåbentlig er det ikke vanedannende, for hvem har råd til det. Men pris og kvalitet hænger jo sammen, som med alt her i livet. Vi får hvad vi betaler for, og nu er katastrofen over Danmark.

En artikel i Berlingske Tidende “Voldsomt hop i danske fødevarepriser” beskriver konsekvensen for en dansk gennemsnitsfamilie. ” De høje priser rammer hårdt på danskernes pengepung”. Udgifterne vil stige med kr 285 pr måned for denne familie efter, at priserne er faldet konstant i de sidste 30 år. Jeg tror, at boligydelserne i den samme periode har været konstant stigende. Men vi prioriterer jo forskelligt.

Fødevareindustrien har altså i den lange periode gennem effektivisering medvirket til at danskerne er blevet mætte til stadig lavere priser. Men den periode er nu slut. Vi vil komme til at opleve fødevarepriser, der også i de kommende år vil være stigende.

Verdens befolkning stiger og dermed efterspørgslen. Udbudet vil ikke stige i samme takt. Markedsmekanismen vil derfor medføre højere priser. Industrien vil stadig gøre sit til at sikre forbrugerne så lave priser som muligt, men kan ikke kompensere for de stigende råvarepriser.

Mange er af den overbevisning, at alle led i kæden fra jord til bord vil prøve at optimere indtjeningen, og det tror jeg også de vil. Dette vil dog kun være kortsigtet. Konkurrencen vil altid medføre, at profitten ikke vokser ind i himlen. Så forbrugerne behøver ikke at frygte , at der ikke kommer fødevarer i butikkerne, som de ikke har råd til at betale.

Og så tilbage til den hvide trøffel. Grunden til, at den er så dyr er, at der findes så lidt af den og at så mange er villige til at betale prisen.

Jeg har nu været i mit nye job i 1 måned og når man kommer til et nyt sted , er der meget man skal lære. Nye mennesker, nye produkter, nyekunder osv. Nye udfordringer er der også.

En medarbejder i virksomheden har købt et nyt hus og er ved at anlægge sin have. I den forbindelse skulle der anlægges en stor græsplæne og valget stod nu mellem at købe græsfrø for et par tusinde kroner eller købe rullegræs for 14.000 kr. Når man sår græs, varer det en rum tid , inden man kan anvende plænen . Op til et par år og med små børn , der gerne vil ud i den danske sommer , er det selvfølgelig smartere med rullegræs. Her kan plænen efter stedse vanding bruges i løbet af kort tid. Dette til glæde for alle. Børn kan jo ikke lege på en nysået plæne, ligesom de bliver meget snavsede, hvis de leger på den rene muld. Behovet for tøj- og børnevask stiger. Det er altså ikke gratis heller at gå at vente på, at græsset bliver grønnere. Der er altså return on investment.

Græsset er jo altid grønnere i naboens have. Hvorfor det gælder om at få græsset grønt så hurtigt som muligt. Valget var derfor enkelt. Rullegræs.

Når man kommer som ny direktør, er der jo kun jord i hovedet til at starte med. Hovedet skal langsomt fyldes op med kundskaber om forretningsgange, produktkalkyler, produktionsforskrifter og alt det andet som er nødvendig at vide for at kunne drive netop denne virksomhed. Selvfølgelig har man at grundlag af viden, men der skal jo vokse grønt græs på dette, som skal bringe virksomheden frem. Dette skal ske i et rask tempo, så man er bedre funderet til at tage de rigtige beslutninger. Derfor kom jeg til at tænke på rullegræs.

Det ville jo være smart, hvis man hver gang man stod overfor nye udfordringer, kunne købe noget rullegræs. I nogen udstrækning er det også muligt. Det gælder jo om at bruge de resourcer og kvaliteter , der findes i enhver organisation til at få græsset til at gro lidt hurtigere. Selvom dette måske er mere jordbearbejning end såning, så er det en genvej til en flot græsplæne. Det gælder ikke altid at springe over, hvor gærdet er lavest, men det er heller ikke tilfældet med rullegræs, her får man en god kvalitet på kort tid.

Jeg har endnu ikke fundet en leverandør til rullegræs i hjernen, men jeg er overbevist om at der er millioner at tjene, såfremt man kunne sikre en hurtig indlæring i nye virksomhedskulturer og nye måder at løse opgaver på. Her tænker jeg ikke på nye managementteorier, men på måder hvor det ikke kun er hårdt arbejde at sætte sig ind i nye problemstillinger. Men jeg tror desværre ikke, at det bliver i min tid, at et sådant koncept bliver udviklet. Indtil da må jeg nøjes med den gammeldags facon. Arbejde hårdt og skabe den nye erfaring, der gør én til en bedre beslutningstager. Men jeg vil alligevel søge efter rullegræs.

I den seneste tid har der været en del debat om sygefraværet på danske arbejdspladser. Således har Jysk haft en konkurrence mellem butikkerne om laveste sygefravær. Præmien var et weekendophold og da Jysk jo har åben om lørdagen, måtte cheferne tage over og passe butikken. Det kom der en del presseomtale ud af. Ja, man kunne også se det på nyhederne. Assens kom på landkortet. Også Posten har barslet med tanken om at indføre præmier for ikke at være syg. Men det er efter min bedste overbevisning en syg tanke.

Hvis man kan mindske fraværsprocenten gennem incentivs må det enten betyde at folk ikke er rigtigt syge ,når de er fraværende eller også går de på arbejde, når de er rigtigt syge. Begge dele viser sygdomstegn i virksomheden. Jeg er overbevist om , at man gennem en fornuftig personalepolitik kan opnå gode resultater.

Min egen erfaring er, at fraværsprocenten i almindelige danske virksomheder bør ligge på 2. Hvilket kan opnåes ved, at man behandler sit personale godt. I nogle virksomheder kan de ydre omstændigheder være af en sådan karakter( frost, kulde, damp, vand mv), at medarbejderne lettere bliver syge. Men så må man jo gøre en indsats der. Medarbejderne skal jo ikke blive syge af at gå på arbejde.

Når jeg ikke synes, at incentivs er vejen skyldes dette, at der indbygget i dette er en stor mistillid til medarbejder. Der ligger implicit i præmieringen, at de nok pjækker en gang imellem . Jeg kan ikke forestille mig et godt klima på en arbejdsplads med mistillid til medarbejderne. Jeg kunne slet ikke tænke mig at arbejde på en sådan.

Når man er syg skal man blive hjemme til man er rask og er man rask skal man naturligvis være på arbejde. Jeg er overbevist om at det den måde langt de fleste mennesker tænker. Så gennem et godt arbejdsmiljø, sænker man sygdomsfraværet.

De stigende fødevarepriser ser ud til at påvirke lederskribenten i Jyllands- Posten 28.december i en sådan grad, at han /hun nu virkelig vil være forbrugernes beskytter og være dommer over, hvad der er rigtig og forkert.

Der konkluderes at lavpriskæderne er billigere end Irma og Magasin, hvilket jo også gerne skulle ligge i begrebet lavpris. Men er det det samme man køber eller er det kun snobeffekten , som lederskribenten åbenbart mener er medvirkende årsag til vor indkøbsmønster. Det er altså finere at gå rundt med en pose fra Magasin eller Irma end en fra Netto. Uanset hvad der er i posen.

I nogle butikker er der service indkluderet i prisen. Dette indebærer, at der er personale til at betjene kunderne. Det er der nogen, der gerne vil betale for uden at være snobbede. Nogle butikker lægger vægt på et større varesortiment, altså flere valgmuligheder til forbrugeren både i bredden og i dybden. Det er der nogen , der gerne vil betale for. Om fødevarer er billige eller dyre, har altså ikke noget med den påtrykte pris at gøre, men af forbrugerens oplevede pris, hvilket er noget ganske andet. Der findes derfor ikke for høje fødevarepriser, for som lederskribenten rettelig anfører er al handel et spørgsmål om en aftale mellem køber og sælger, og prisdannelsen indgår i aftalen. Ingen bliver snydt på den lange bane, så dumme er forbrugere jo heller ikke.

Så til kvalitet. Her bevæger lederskribenten sig virkelig ud på planken. Citat “Der er masser af elendige, industrifremstillede fødevarer på det danske marked- ind imellem såmænd også produkter, som dybest set ikke er egnede til menneskeføde”.

Dette er så grov en påstand , at den ikke burde kunne stå udokumenteret. Men det gør den. Jeg kender ingen fødevareproducenter, der producerer og markedsfører de omtalte produkter. Jeg har aldrig set dem i nogen butikker, og jeg kan ikke forestille mig nogen, der vil købe dem. Men kære lederskribent, kunne du ikke dokumentere din påstand. Hvis et produkt ikke lever op til forbrugerens forventninger, forsvinder det hurtigt ud af hylden. Men det gør ikke produktet til et elendigt produkt og med hensyn til egnethed som menneskeføde, må vi stole på at myndighederne klarer denne del af opgaven. Ingen fremstiller produkter , der ikke er egnede. Det er jo ikke lovligt.

Sidst kommer , der nogle betragtninger om pris og kvalitet, hvor det konkluderes, at der ikke er nogen sammenhæng. Igen må jeg konstatere , at det kniber med at forstå sammenhænge. Kvalitet er jo ikke nogen objektiv størrelse. Den hænger sammen med vores oplevelse eller måske holdning. Er et burhøneæg bedre end et æg fra en fritgående høne. Kan vi smagsmæssigt opleve en forskel. Det tror jeg ikke, og vi vil nok heller ikke finde de store kemiske forskelle. Men alligevel er det dyrere og vi giver gerne den højere pris.

Fedt er som bekendt usundt. Hvorfor det burde være billigt eller burde det være dyrt, for at forhindre os i at spise det. Hvad er logikken i at fedt fra en ko både kan være billgt og dyrt. Kommer det ud af yveret, som mælkefedt, konstaterer vi at jo højere fedtprocent jo højere pris (kvalitet). Piskefløde er dyrere end skummetmælk, men bruges heller ikke til samme formål. Hakket oksekød derimod er billigere, jo mere fedt det indeholder. Hvor er logikken. Ingen steder og det skal der heller ikke nødvendigvis være.

Heldigvis er vareudbudet i den danske detailhandel så stor, at alle forbrugere kan finde nøjagtig den vare som han/hun ønsker, til nøjagtig den pris han kan blive enig med sælgere om.