ErikWurtzKnudsen.dk

Kære medarbejdere i Havnemøllerne

Den 5. november blev en anderledes dag i mit liv. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad der skulle ske.

Men fordi der var en stor del af mit liv, som jeg skulle sige farvel til.

Mange tanker løber igennem ens hoved – de flyver og er svære at få samling på. Hvad sker der nu? Hvordan vil min fremtid se ud? Hvordan går det med møllen? Hvordan går det med kollegaerne – både dem der er tæt på en, og dem der er lidt længere væk? Vi har jo arbejdet mod et fælles mål, men nu skal vore veje skilles.

Jeg har haft 19 gode år i Havnemøllerne. Den ene dag har været mere spændende end den anden og jeg vil gerne takke alle for at have bidraget til, at gøre mit liv så fuld af oplevelser, som det har været. Der er ting i livet, som ikke kan tages fra en, og det er minder og erfaring. Det gælder for erfaring, at den tager lang tid at få, og er umulig at videregive. Den er måske også vanskelig at genbruge, men den ligger i min rygsæk.

Minder er noget andet. Fælles oplevelser, som man altid kan dele med dem, man har dem fælles med. Hvorfor er soldaterhistorier kun gode, når de fortælles blandt soldaterkammerater. Fordi de indeholder dele af et fællesskab, som andre ikke er medlem af. Dette gælder også fællesskabet på arbejdspladsen. Man skal være en del af den fælles kultur. Man skal tale det fælles sprog. Jeg er nu ikke længere en del af det daglige fællesskab, men når vi mødes, vil vi kunne udveksle minder. Jeg vil også savne jer alle i min hverdag, men jeg tror, at der snart kommer noget at sætte i stedet.

Organisatoriske ændringer har sin tabere og vindere. Det er ikke altid retfærdighed, der bestemmer, hvem der hører til hvilken kategori, ligesom det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert. Ikke engang fremtiden kan vise dette. Men ikke desto mindre vil jeg gerne ønske for alle og for møllen, at der må komme mange gode og indbringende år.

Mange hilsner

Erik