Det er næsten altid godt at høre P1 på DR, og det var det også i sidste uges P1 business. Diskutionen var omkring aldersgrænser for betyrelser og direktioner, samt om hvor meget erfaring og ekspertise, der går ubeskæftiget rundt i en tid , hvor vi mangler arbejdskraft. Blandt de kloge var både Steen Langebæk, aktiv 80-årig, og vor beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og konklusionen var klar. Det er ikke alderen, der nødvendigvis er det , der gør, om man er brugbar eller ej.
Der er mange eksempler på, at man kan være et stort aktiv, selvom man har rundet pensionsalderen. Det er iøvrigt bemærkelsesværdig at selvstændige gerne arbejder længere. Men de bestemmer jo også selv , hvornår de ikke synes, at de kan bidrage mere. Lysten til at arbejde har altså ikke noget med alder at gøre. Men noget med det enkelte individ at gøre. Jeg kender en 69-årig glarmester, der stadig ønsker at ekspandere sin forretning ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Det har noget med livsmod at gøre eller bare det at fortsætte med at gøre , hvad man er god til , som de siger i Danske Bank.
Nu er det ikke sådant, at det er bedre eller mere rigtigt at udskyde sin pensionsalder. Man skal have lov til at prioritere selv, og hvis man synes det er bedre at tage på lange rejser eller på anden måde nyde livet, skal man gøre det med god samvittighed. Vi skal blot have muligheden for at vælge.
Men hvis man gerne vil hjælpe til, for at mindske manglen på hænder, er det så en mulighed? Ja, det er det måske, hvis man er i job. Ellers tror jeg , det er vanskeligt. Vi ser det ofte i fyringsrunder, og de begynder måske at komme, at det er de ældre, og man skal ikke være særlig gammel for at tilhøre denne gruppe, der først ryger ud. Ikke noget med kvalifikationer, men gerne et alderskriterie. De går jo alligevel på efterløn.
Jeg har ikke belæg for en påstand om, at jeg ikke tror, at mennesker på 60+ vil komme i betragtning, hvis de søger et job via en jobannonce. Men jeg tror det er sådan.
Hvad er så baggrunden for det? Jeg tror, at det beror på, at man i alle ansættelsessamtaler tror, at det er en livstidskontrakt, man er ved at indgå, selvom alle ved, at det ikke passer. Derfor kan man jo ikke vælge en ældre , da dennes livslængde sandsynligvis er lidt kortere. Man løber ved denne tankemåde en risiko for at miste muligheden for at få kvalificerede ressourcer, da man på forhånd vælger dem fra.
Man kan have gode debatprogrammer, der beskæftiger sig med dette emne. Men det er holdninger, der skal flyttes. Og det bliver svært. Men vi må forholde os til at mennesker bliver ældre og sundere og derfor har noget at bidrage med. At vi så tilsyneladende mangler ressourcer burde gøre tingene endnu lettere. Men nok ikke en realitet. Derfor ser vi også at de fleste ledere, som bliver sat uden for i en moden alder bliver iværksættere. Og iværksætter bliver man kun , hvis man har en lang tidshorisont.
En ændret holdning til flexibilitet kunne måske også hjælpe på at udnytte de skjulte ressourcer. Men modne mennesker vil måske gerne kombinere arbejde med mere fritid. Man vil måske tage på længerevarende ferier eller bo i sommerhuset flere måneder. Ja ønskerne er sikkert lige så mange, som der er individer. Virksomhederne må finde på løsninger , når vi taler om barselsorlov eller forældreorlov . Kan det så også lade sig gøre, når man taler om ældre. Det burde være endnu lettere, da dette jo kan planlægges på en lidt længere horisont.
Men fleksibilitet er jo overenskomststof og så begynder det at blive svært. Hvordan skal vi forholde os til den 67-årige, der gerne vil fortsætte med at arbejde. Han /hun tager jo arbejde fra de yngre. Og det går jo ikke . Heller ikke hvis der ingen ledige yngre er. Vi er dygtige til i solidaritetens navn at spænde ben for fremskridt. Den danske model, som jo er så berømmet, har også sine mangler. Men altså også forbedringsmuligheder.
Jeg håber, at holdningsændringerne vil slå igennem, og at man vil få øjnene op for den reserve, der ligger hos de aktive ældre, som ikke vil nøjes med at spille golf.