ErikWurtzKnudsen.dk

Jeg var så heldig at have lang ventetid i Frankfurt Lufthavn den anden dag. Ventetid er noget mærkeligt noget. Normalt går tiden med samme hastighed, sekund efter sekund, men når det er ventetid er det ligesom tiden går lidt langsommere. Hvad kan man bruge tiden til ?

Jeg satte mig til at studere de mennesker, der gik forbi. Og det er imponerende. Tusinder af mennesker går forbi én. Ingen er ens. De er alle forskellige. Nogle er tykke, andre er tynde. Nogle er høje andre er små. Nogen har meget hår, andre har lidt. Nogen er på vej til ferie, andre kommer hjem. Alle er de på vej. Små piger der rejser alene til deres mor eller far i den anden ende. Nogle græder, andre glæder sig. Mangfoldigheden er stor. Alle har deres kendetegn.

På et tidspunkt sad jeg i baren. Alle taler på deres modersmål i den sikre forvisning om, at ingen forstår. hvad de siger. Vi er jo i et fremmed land. Således sad også to nordmænd og en svensker. De havde været på forretningsrejse og skulle evaluere. Jeg havde skruet op for høreapperatet, så jeg blev en del klogere på deres forretninger i Spanien. Ikke at jeg kan bruge det til noget denne gang, men man ved jo aldrig. For år tilbage var jeg i samme situation. I BA loungen Kastrup saden mand og talte i telefon. Han talte om min gode ven Freddy og om hvordan de skulle handle med ham. God information at videregive, hvilket jeg naturligvis gjorde. Man kan lære af dette at man aldrig ved, hvem, der har ventetid i lufthavne og fordriver tiden med det samme som mig.

For 14 dage siden skulle jeg opleve noget jeg aldrig havde prøvet før nemlig at være i fuld narkose. Mange tanker gik gennem mit hoved. Ville jeg vågne op igen ? Hvad er der sker når man ikke selv har kontrollen, men overlader den til nogle helt fremmede mennesker ?

En anden tanke slog mig. Her gik jeg og ventede på noget fremmed med en vis angst. Samtidig gik nogle andre og ventede på, at vi skulle mødes på operationsstuen. For dem en almindelig dag på kontoret blot med en ny patient. To vidt forskellige tilgange til den samme hændelse. For den ene part noget ukendt og for den anden part blot rutine.

Jeg var ikke bange for operationen men kun for narkosen. Den første jeg mødte var anæstesisygeplejersken. Hun spurgte om jeg var bange, hvilket jeg bekræftede. Hun kunne dog meddele mig, at i hele hendes karriere var langt de fleste vågnet op igen. Hendes succesrate var 100 %, hvilket beroligede mig. Så ind på operationsstuen. Et hurtigt drop i hånden og væk var jeg. Efter 3 timer vågnede jeg op igen. Frisk som en nyfødt. Alt gik godt, hvilket er baggrunden til at jeg skriver disse linier. Angsten for det ukendte og uprøvede er der altid. Dette er naturligt. Når man så har stået det igennem, ved man ikke, hvad det var der gjorde en angst. Jeg er nu en erfaring rigere og selvom andres erfaringer ikke kan bruges, er jeg kommet et skridt videre.