Så kom vi ud af 2010 og ud af ”krisen”. Men der er mørke skyer foran os. Vi kan ikke sikre velfærden i tiden frem over. Derfor er det nødvendigt at spare på de offentlige budgetter og se på nogle af de rettigheder, den danske befolkning har fået gennem tiden. Statsministeren har taget hul på efterlønsdebatten. En ret som alle medlemmer af en a- kasse har haft. Det er altså ikke alle der har haft disse rettigheder. Ordningen blev oprindelig lavet for at få de ældre og nedslidte til at forlade arbejdsmarkedet, således at der kunne skaffes plads til de unge, der stod i kø for at komme ind på dette. Da det efter sigende er lukrativt at gå på efterløn, er der mange der benytter sig af ordningen og den koster ca 18. mia om året. Penge, som de der er i arbejde betaler for at nogen kan gå hjemme og nyde tiden. Og det er ikke retfærdigt, men har det nogensinde været det. Har den situation ændret sig i dag. Efter min mening ikke. De unge står stadig i kø for at komme ind på arbejdsmarkedet og ingen har brug for de ældres arbejdskraft. Jeg tænker en gang imellem hvad der ville ske, hvis jeg i min høje alder sendte en ansøgning. Hvor mange samtaler ville jeg komme til? Ingen ville mit umiddelbare svar være. Ingen ansætter folk der er over 60. De har jo alt for få år tilbage på arbejdsmarkedet. Så er man ledig som 60 åring er der kun to muligheder enten at blive iværksætter eller gå på offentlig finansieret pension ( efterløn). Men hvorfor så alt den polemik. Vi skal sparre på de offentlige finanser, hvis vi skal have råd til at udbygge sygdomsvæsnet og spendere mere på uddannelse. Det er derfor som i alle livets forhold et spørgsmål om prioritering. Hvad er det befolkningen vil have eller rettere hvad er det vælgerne vil have for det er jo det drejer sig om. Politikerne vil give det, der giver flest stemmer og så må man pakke gaverne ind så de bliver godt modtaget.
Vi kommer til at mangle hænder i fremtiden, så de, der har hænder skal bare vente, så bliver der nok at rive i. Det bygger på de prognoser, der er. Der går flere ud af arbejdsmarkedet end det kommer ind. Dette under forudsætning af at efterspørgslen efter arbejdskraft er konstant og at mængden af arbejde er konstant. Men dette er jo ikke tilfældet. Mængden af udført arbejde hænger sammen med det antal ressourcer, der er til rådighed. Hvis der skal ti mand til at producere en given mængde, så må man med 9 mand enten producere mindre eller producere smartere. Bliver vi fattigere af det. Ved fuld udnyttelse af alle resurser er der mulighed for at optimere indtjeningen og det er jo ikke så dumt igen. Vi har alligevel ikke adgang til alle resurser, så der er begrænsninger i de muligheder vi går glip af. Det er altså stadig en anden dagsorden. Men det bliver spændende at se hvad vi vælger når vi i år skal hen for at sætte vores kryds.
Det der er vigtigt er at vi får de rammebetingelser, vi skal have for at udvikle vore markeder. Vi hørte, da vi havde besøg af fødevareministeren, at den fedtafgift, som snart bliver implementeret, kun havde til formål at skaffe penge til statskassen. Provenuet er på 1,4 mia og vil medføre mange indviklede administrative byrder. I en ko er der nu 5,2 % fedt og i en gris 6,5 % og det er det grundlag der skal bruges. Det har godt ændret sig på det seneste, så mon dyrene har været i fittness- center. Mælk og ost bliver så dyrere, men matematikken skal gå op. Facit var givet 1,4 mia. Måske ikke den mest effektive måde at inddrage penge på, men den almene befolkning forholder sig først til dette, når de 16 kr per kilo slår i gennem på priserne. Husk på at vi de højeste fødevarepriser i Europa efter nogens beregninger. Det er ikke noget, der med til at styrke vores konkurrencesituation.
Fødevarestyrelsen, som er en af de samarbejdspartnere vi er påtvunget, får i sidste uge skæld ud af Coop for at være for flinke over for fødevareindustrien. Dette gælder specielt for de små og mellemstore virksomheder siges der. Men det er nu ikke min oplevelse. Jeg har på det seneste oplevet en tilbagetræknings sag som efter min mening var helt ude i hampen. Og som efter meget arbejde og mange omkostninger fra vores side blev sat i bero. I denne sag kunne det have kostet virksomheden livet, hvis vi skulle have gennemført en tilbagetrækning, ikke kun af vores produkter, man også vores kunders produkter. Man har på fornemmelsen af, at de ikke ved, hvad de sætter gang i. Når grundlaget er løst og udokumenteret, kan det skade virksomhederne uden at nogen har lidt skade eller det er sundhedsfarligt. Men man er oppe mod store kræfter, så det er nemt at opgive på forhånd. Samspillet mellem det offentlige og det private er vigtig, når erhvervsstrukturen skal udvikles. Vi skal stadig leve af en underskov af små og mellemstore virksomheder, som kan være med til at holde beskæftigelsen oppe.
Vi har naturligvis også et ansvar. Det er ikke rart at se på de mange unge med en god lang uddannelse, som ikke kan få job. Vi kunne sikkert have glæde af de resurser i de små og mellemstore virksomheder, men vi er måske bange for at ansætte denne type, fordi der er mange fordomme forbundet med dette. Vi tror, de har store forventninger til deres første job og, at vi i vore organisationer ikke kan leve op til disse forventninger. Måske skulle vi være lidt mere åbne for også at se om det kan være med til at udvikle vore virksomheder. Men det vil så gå ud over det grå guld som i stedet må stille sig op i arbejdsløshedskøen.
Regeringens etablering af Madexperimentariet, som desværre ikke kom til trekantsområdet er en langsigtet satsning. Ændring af madkulturer er ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Men det kan måske give inspiration til nye produkter, selv om jeg ikke har set de store ændringer efter at Noma er blevet udnævnt til verdens bedste restaurant. Med det sætter fokus på Danmark som fødevareland og kan derfor medvirke til at forbedre afsætningsmulighederne for vores almindelige produkter.
Hvis vi skal overleve er det vigtigt at vi stadig fornyer os. Vore høje lønninger, som er nødvendige for at vi kan leve på det høje niveau, som er vi er vant til, gør os ikke til de mest konkurrencedygtige i verden. Vi skal derfor være hurtigere og smartere end vore globale konkurrenter. Dette er en udfordring for os alle.
Råvareprisernes fluktuation er også en stor udfordring for fødevareindustrien. Mange af vores kunder vil gerne have årskontrakter med faste priser. Dette kan kun lade sig gøre, hvis man kender råvarepriserne et frem. I de seneste år har dette været umuligt. Prisen på f. eks hvede er pt på det højeste niveau nogensinde og det var der ingen der vidste, da høsten startede. Oversvømmelser, tørke m v har ændret udbuddet og spekulationer har ændret prisdannelsen. Nogen taber i en sådan situation og nogen vinder. Men fødevareproducenterne er altid i den største risikogruppe.
Hveden blev dyrere og det betyder at mange fødevarer bliver dyrere. Men konkurrencestyrelsen skal nok beskytte forbrugerne mod at der kun lige bliver dækning for de øgede omkostninger. Men stigende priser betyder større lagerbinding, større pengebinding i debitorer, altså større kapitalbehov, som kortsigtet skal finansieres over kassekreditten, som måske er anstrengt i forvejen.
Bankerne, som ikke er blevet nemmere at danse med efter finanskrisen, kan stå med nøglen til mange virksomheders overlevelse. Ja udfordringerne er store for fødevareindustrien.
Er vi ikke dygtige nok? Mange siger, at vi er blevet dovne og at produktiviteten er kraftigt faldende.
Vi hviler på fortidens laurbær. Vi skal til at smøge ærmerne op. Ellers ryger arbejdspladserne til udlandet. Mange store virksomheder som Danish Crown er gået den vej og det er ikke nødvendigvis Kina der trækker, men kan også være umiddelbart syd for grænsen. 35 000 arbejdspladser er i de seneste år røget den vej. Det er der nok ikke så meget at gøre ved, når vi ikke vil konkurrere på lønningerne.
Vi må håbe på, at de vi vælger ved næste valg kan føre os sikkert gennem de næste 50.