Mere valg

Rød blok er ude med nye afgifter på usunde fødevarer. Vi skal til nu til at have smagsdommere, der skal bestemme, hvad der er sundt og hvad der er usundt. I min optik findes, der ikke usunde fødevarer, men det er naturligvis ikke sundt at indtage fødevarer i uanede mængder.

Vi har behov for sukker, vi skal jo have energi for at motoren kan holdes igang. Vi skal også have fedt af samme årsag. Vi skal selvfølgelig have balance i vores fødevareindtag, men hvis man tror man kan styre dette gennem nye afgifter og skatter forregner man sig. Det lyder godt, når man skal krydsfinansiere. Afgifter på fødevarer skal finansiere sundhedssektoren, således at de der bliver syge af at spise usundt skal betale for deres egen behandling. Et helt nyt princip i den offentlige finansieringsmodel.

Det er de kriminelle, der skaber behov for fænglerne. Hvad er mere naturligt end at de også betaler udgifterne til kriminalforsorgen. Det er de gamle, der bruger plejehjemmene, ergo skal de også betale alle omkostningerne. Det er brugerbetaling så det vil noget.

Vi har lige været igennem en lang debat om fedtafgiften. Politisk makværk og med deraf følgende administrative byrder til fødevareindustrien, byrder som vi absolut ikke har behov for. Så fri os fra nye afgifter og skatter og lad den kloge forbruger selv sammensætte menuen.

Comments are closed.