Så kom forløsningen og vi skal til valgurnereog have sammensat et nyt folketing og vi skal have en ny regering uanset om den bliver rød eller blå. men ændrer det på noget. Vil vi mærke den store forskel? Efter den første partilederdebat ser det ikke sådan ud. Vi er i en alvorlig økonomisk situation,men ingen tør at gøre noget radikalt.
Vi er i en situation, hvor indtægterne ikke følger med omkostningerne. Det kan ske i privatøkonomien, det kan ske i virksomheder og det kan ske i den offentlige økonomi. Hvis konjunkturerne ikke er med os må vi reagere på dette.
Hvis det er i privatøkonomien, der er underskud, må vi benytte os af de muligheder vi har for at rette op på den situation. Vi kan tjene mere altså arbejde mere. Men det forudsætter, at der er nogen, som efterspørger de kompetancer, som vi har. Vi kan spare, altså bruge mindre og derved få balance. Vi kan også låne for at få dækket hullet, hvilket indebærer at vi må formidske vort fremtidige forbrug. Det er ikke lette beslutninger, men nødvendige, da vi ikke som privatpersoner kan overleve med store underskud, hverken på kort- eller langsigt. Vi må altså skære i omkostniger hvis det ikke er muligt at forøge indtægterne. Først de varible og om nødvendigt også det faste. Vi må spare på ferier eller sælge vores aktiver.
Disse regler gælder også for virksomheder.
Den aktuelle samfundsøkonomi er præget af, at vi har et underskud på de offentlige budgetter. Vore udgifter er større end vore indtægter. Vi har altså en for stor offentlig sektor og vi har for mange på overførselsindkomst. Dette er et resultat af , at vores konkurreceevne er for ringe. Vores omkostninger er for høje i samligning med vore konkurrenter. Vi ser at arbejdspladser flytter bl. andet til Tyskland, hvor lønniveauet er lavere. Men kan vi så ikke bare sænke lønnen. Nej, det er ikke et politisk tema, men overladt til arbejdsmarkedets parter. Når vi ikke har konkurrencekraft er det svært at forøge indtægterne til at løse vort problem. Vi kan altså ikke med den nuværende konkurrenceevne arbejde os ud af problemet. Men kan man ikke sænke lønnen på andre måder. Jo, vi kan sænke skatten på arbejde. Dervedk kan man ihvertfald teoretisk skabe en situation, hvor vi uden at gå ned i rådighedsbeløb kan sænke lønnen. Vi bruger jo de penge vi tilbage efter skat og hvis skatten går bliver rådighedsbeløbet større. Vi mindsker derved vores omkostninger og bliver mere konkurrencedygtige. Vi kan altså sælge mere og få flere i beskæftigelse. Samfundsøkonomien forbedres dobbelt, idet flere i beskæftigelse betyder besparelser på arbejdsløshedsunderstøttelse, efterlønnen og kontanthjælpen, ligesom skatteindbetalingerne bliver større. Går denne ligning op, er vi et godt skridt på vejen. Men hvorfor anvender vi ikke denne fremgangs måde, når det nu er så enkelt.
Offentlig budgettering bygger på baglænsregning. Vi ser først på, hvad vi skal bruge og derefter på finansieringen. Vi kan jo ikke forestille os, at vi skal have mindre service end vi har i dag. Vi kan ikke starte på en frisk og se det hele fra en ny vinkel. Vore velerhvervede rettigheder skal ingen tage fra os og derfor får vi et meget stort behov for offentlig forbrug. Vore faste omkostninger er for høje. Derfor er der ikke mulighed for kortsigtet at sænke skatten. Men vi kommer ikke til at opleve diskussioner af denne karakter. Ingen politikker har mod og mandshjerte til at skære dybt i det offentlige forbrug. Der er ubalance i forholdet mellem den producerende sektor og den forbrugende sektor. For at overleve må vi have skabt balance. Dette gøres kun ved at styrke vores konkurrenceevne .Så vi kan komme til at øge indtægterne.
Effektivitetsforbedringer er selvfølgelig en vej. Den er mere langsigtet. Men naturligvis holdbar. Vi skal bare passe på, at vi overlever på kortsigt. Det er jo ikke meget ved at have en strålende fremtid, hvis vi er døde i morgen.
Jeg håber, at vi kommer til at høre mange konstruktiver debatter i de næste 19. dage, men har ikke de største forventninger