Vores statsminister har i denne uge gennem underskrift af Lissabon-traktaten atter givet ny luft i de europæiske sejl, og formanden for Europarlamentet, Hans-Gert Pötering, er glad. Dette giver han udtryk for i dagens indlæg i Jyllands-Posten. I chartret om grundlæggende værdier står der : ” De europæiske folk har med skabelsen af en stadig tættere sammenslutning besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier”. At vi skal have en fredelig fremtid er vi vel alle enige om. Men har vi fælles værdier. Hvis Tyrkiet engang skal med er jeg tvivlende om dette er tilfældet. Og var det overhovedet grundlaget for det Europa , som vi engang sagde ja til.
Jeg er af den overbevisning, at det vi dengang sagde ja til , var et stort fælles marked, med fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Altså et økonomisk samarbejde, der skulle medvirke til at højne levestandarden i medlemslandene. Og ikke en Union med fælles lovgivning inden for alt.
Hans-Gert Pöttering skriver videre: ” Med Lissabon-traktaten bliver chartrets rettigheder også bindende i juridisk forstand.” “Det er et vigtigt resultat fordi chartret i sin substans svarer til kataloget over grunlæggende rettigheder i en forfatning”.
Men det var jo ikke en forfatning vores statsminister underskrev. Altså er vi blevet snydt for at tage stilling til disse grunlæggende ændringer i en folkeafstemning. Det har hele tiden ligget i kortene, at det Europæiske tog kører med fuld fart fremad. Og hver gang det er blevet standset, ved folkeafstemninger i Frankrig, Holland eller Danmark, har det kun været et midlertidigt stop. Nye tiltag er sat igang for at få toget til at køre videre til de undrende passageres store forbavselse. Man kan ikke stå af toget. Og der er ingen returbilletter.
Lissabon-traktaten skal forene 500 mio borgere i et ” Værdifællesskab”. Dog findes der ikke nogen fælles identitet. Vi er danskere , der bor i Europa. Ikke Europæere, der bor i Danmark. Værdifællesskabet er et falsum, men der er knyttet mange fine ord på . Menneskerettigheder, demokrati, globalopvarmning m. v. alt i alt en markering af , at endnu en etape er taget på vejen mod en europæisk union. Hvilket jeg aldrig har sagt ja til. Men denne gang fik vi heller ikke lov, fordi de folkevalgte ikke tør at konfrontere befolkningen med deres forehavende.
Heldigvis er de så ivrige med at få så mange med i folden som muligt. Og definitionen af Europa er heller ikke , hvad det har været. Dette betydet at flere og flere skal være med i beslutningsprocessen. Og det bliver som bekendt sværere og sværere at få konsensus, jo flere man er. Dertil kommer at forskelligheden i de grundlæggende kulturer heller ikke medvirker til at gøre beslutningerne enklere.
Men min frygt ligger et andet sted. Det gælder for selskaber, at jo flere aktionærer der er , desto større er magten ved direktionen. Jeg kan derfor godt forstå, at alle der er en del af bureaukratiet gerne vil forsætte med at holde toget i høj fart. Dermed forskydes magtbalancen, og de undrende passagerer ser landskabet fare forbi, uden at forstå hvad der sker.