ErikWurtzKnudsen.dk

Der findes små og store katastrofer. Den historie, jeg her vil berette hører absolut til de små. Den vil ikke komme i hverken dagblade eller tv. Men for den skadelidte, har den en væsentlig indflydelse på dagligdagen.

Søndag den 21. november 2010 gik min mobiltelefon i stykker. Displayet viste: Sim-kort afvist. Jeg var ikke istand til at få den igang. Jeg prøvede, at finde hjælp på TDC´s hjemmeside, men her var ikke meget hjælp at hente. Jeg følte, at min verden var brudt sammen. Ingen kunne ringe til mig og jeg kunne ikke komme i kontakt med omverdenen. En katastrofe. Ikke sådan, at jeg havde et stort behov, men alene tanken. Jeg havde selvfølgelig min fastnet, men der er jo snart ingen der kender dette nummer.

Mandag morgen var jeg blandt de første der besøgte TDC butikken  og den flinke dame gav mig hurtigt et nyt Sim- kort og efter nogle timer virkede telefonen igen. Hvilken lykke. Men. Alle numre der var gemt på kortet var væk. Hele mit netværk var borte. Jeg kan jo ikke huske, hvilke numre hvem havde. Jeg havde lært mig blot at taste Bjørn mobil, så kom nummeret og  jeg kunne ringe til Bjørn. Hvilket nummer han havde, var jo uinteressant. Men ikke mere. Nu er der et kæmpe arbejde foran, med at rette mit kartotek til. En ny katastrofe. Men det lykkes vel på sigt.

Hvad gjorde vi egentligt før vi havde mobil telefon. Dengang det ikke var muligt at forstyrre alle på alle mulige tidspunkter af døgnet.  Skulle man til København tog det en hel dag. Det var dengang, der var storebæltsfærger. Man var uden for kontakt med omverdenen indtil man nåede frem til bestemmelsesstedet og der kunne låne en telefon og ringe til kontoret for at høre om der var noget nyt, hvilket der sjældent var. Der var også mønttelefoner på bensinstationerne. Så helt prisgivet var man ikke. Og vi overlevede.

Det mest avancerede, var da min gamle chef fik installeret telefon på toilettet, man skulle jo nødigt miste en samtale. Det behøver vi ikke mere. Vores mobiltelefon er et uundværligt stykke værktøj, som også kan medbringes på toilettet. Ud over at være telefon kan den jo også tage billeder,  være pc og fjernsyn, ja mulighederne er mange.

Men det kræver at den virker. Ellers er man sat ud af spillet.

Danmarks radiohar i de seneste Dage udvist en besynderlig form for journalistik . Sagen tager sit udgangspunkt i, at der inpå Odense Universitets Hospital bliver konstateret nogle tilfælde af alergisk reaktion hos nogle patienter. Gennem mange analyser og podninger, når man frem til at reaktionen skyldes et fedtstof , som bl . a. bruges i Amo – kageblandinger . Universitetshospitalet retter derfor henvendelse til producenten af Amo- kageblandinger , som af egen fri vilje trækker produkterne tilbage fra markedet . Hverken Fødevarestyrelsen eller andre offentlige myndigheder har været inde over sagen , men er blevet løbende orrienteret om udviklingen . En særdeles ansvarlig håndtering af Lantmännen Cerealia . Uden at tænke på de økonomiske konsekvenser en sådan tilbagetrækning har, gør man alt hvad der er muligt for at mindske forbrugernes risiko . En adfærd der burde stå til ros i offentligheden.

Men sådan er det ikke . Flere dage i træk , bliver der vist Produkter fra Amo i TV avisen . Hver gang med en svag hentydning til, at Lantmännen Cerealia er den store skurk , som sætter forbrugernes helbred på spil. Når dette sker i de store TV aviser får det utrolige konsekvenser. Manglende troværdighed til et mærkevarefirma koster penge både på kort og lang sigt. Tab af omsætning, masse af mediekroner for at genskabe forbrugernes tillid har store konsekvenser for bundlinien . Seerne kan jo ikke forholde sig til fakta , når indslagene har en vinkel , der har til formål at være sensationsbetinget. Det er ganske utilstedeligt at DR i den grad sætter en Virksomhed i et dårligt lys , nar man fra begyndelsen udviste en ansvarlig adfærd .

Fakta er, at fedtstoffet har været anvendt i en række år i AMO produkterne , ligesom det anvendes i en række andre produkter . Der har aldig tidligere været indikationer på, at det kunne være alergifremkaldende . Forskerne på OUH har haft vanskeligheder ved at finde de elementer i stoffet , der har disse egenskaber . Men var vigtigt for DR at komme ud med sensationen .

Det er katastrofalt, når pressen påtager sig dommerhvervet. Der er ikke muligt at appelere. For når den negative nyhed først er ude, er de uoprettelige konsekvenser konstaterbare. Dette uanset om præmisserne for domsfældelse er tilstede. Fejlagtige domme fra pressen er uden konsekvenser for dommeren , men har enorme konsekvenser for den skadelidte virksomhed . Kan vi ikke få lidt opjektivitet hos de ansvarlige i pressen og DR især.

Jeg var så heldig at have lang ventetid i Frankfurt Lufthavn den anden dag. Ventetid er noget mærkeligt noget. Normalt går tiden med samme hastighed, sekund efter sekund, men når det er ventetid er det ligesom tiden går lidt langsommere. Hvad kan man bruge tiden til ?

Jeg satte mig til at studere de mennesker, der gik forbi. Og det er imponerende. Tusinder af mennesker går forbi én. Ingen er ens. De er alle forskellige. Nogle er tykke, andre er tynde. Nogle er høje andre er små. Nogen har meget hår, andre har lidt. Nogen er på vej til ferie, andre kommer hjem. Alle er de på vej. Små piger der rejser alene til deres mor eller far i den anden ende. Nogle græder, andre glæder sig. Mangfoldigheden er stor. Alle har deres kendetegn.

På et tidspunkt sad jeg i baren. Alle taler på deres modersmål i den sikre forvisning om, at ingen forstår. hvad de siger. Vi er jo i et fremmed land. Således sad også to nordmænd og en svensker. De havde været på forretningsrejse og skulle evaluere. Jeg havde skruet op for høreapperatet, så jeg blev en del klogere på deres forretninger i Spanien. Ikke at jeg kan bruge det til noget denne gang, men man ved jo aldrig. For år tilbage var jeg i samme situation. I BA loungen Kastrup saden mand og talte i telefon. Han talte om min gode ven Freddy og om hvordan de skulle handle med ham. God information at videregive, hvilket jeg naturligvis gjorde. Man kan lære af dette at man aldrig ved, hvem, der har ventetid i lufthavne og fordriver tiden med det samme som mig.

For 14 dage siden skulle jeg opleve noget jeg aldrig havde prøvet før nemlig at være i fuld narkose. Mange tanker gik gennem mit hoved. Ville jeg vågne op igen ? Hvad er der sker når man ikke selv har kontrollen, men overlader den til nogle helt fremmede mennesker ?

En anden tanke slog mig. Her gik jeg og ventede på noget fremmed med en vis angst. Samtidig gik nogle andre og ventede på, at vi skulle mødes på operationsstuen. For dem en almindelig dag på kontoret blot med en ny patient. To vidt forskellige tilgange til den samme hændelse. For den ene part noget ukendt og for den anden part blot rutine.

Jeg var ikke bange for operationen men kun for narkosen. Den første jeg mødte var anæstesisygeplejersken. Hun spurgte om jeg var bange, hvilket jeg bekræftede. Hun kunne dog meddele mig, at i hele hendes karriere var langt de fleste vågnet op igen. Hendes succesrate var 100 %, hvilket beroligede mig. Så ind på operationsstuen. Et hurtigt drop i hånden og væk var jeg. Efter 3 timer vågnede jeg op igen. Frisk som en nyfødt. Alt gik godt, hvilket er baggrunden til at jeg skriver disse linier. Angsten for det ukendte og uprøvede er der altid. Dette er naturligt. Når man så har stået det igennem, ved man ikke, hvad det var der gjorde en angst. Jeg er nu en erfaring rigere og selvom andres erfaringer ikke kan bruges, er jeg kommet et skridt videre.

Vi er her for at sige farvel til Palle. Det var ikke det vi havde planlagt for i dag. Vi skulle have haft julefrokost i Odense med Ruth og Palle og Kirsten og Kurt. Men døden kommer aldrig belejligt og den kommer altid for tidligt. Når vi planlægger fremtidige aktiviteter, gælder det at uanset, hvor gamle vi er, er det svært at forestille sig at livet ikke er uendeligt.

Selvom vi alle ved, at vi en dag skal herfra, har vi vanskelig ved at acceptere dette og heldigvis kender vi ikke den dag hvor det er aktuelt. Vi skal ikke planlægge noget, for der er altid mange dage at tage af. Men døden indtræffer for os alle og det er et stort chok for alle, når den rammer tæt på. Det var det der skete i søndags for vores familie. Helt uden varsel skulle Palle ikke mere være fysisk iblandt os og verden forandrer sig for alle der stod Palle nær. Mange tanker farer gennem hovedet og mange spørgsmål bliver stillet. Spørgsmål som der ingen svar er på. Hvad nu hvis ? Vi søger svar.

Præsten har lige sagt af jord er du kommet – til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå. Det er på sin vis vise ord. Vi er her på jorden en kort periode. Vi er her ikke, vi er her og vi er her ikke. Så det gælder om at udnytte den tid vi er her optimalt. Kim Larsen stiller spørgsmålet i sangen” om lidt er vi borte-” fik vi nået det vi ville ? Et særdeles relevant spørgsmål. Ingen kan sikkert svare ja til dette, der er altid noget mere vi gerne ville have nået eller oplevet. Heller ikke Palle har sikkert ikke nået det han gerne ville. Men han har nået meget og sat sit præg på mange ting. Han har haft et aktivt liv og aldrig været bange for at involvere sig og tage ansvar. Alt hvad han kom i nærheden af vi han gerne ved med til at udvikle. Med sin kreativitet og sit organisatoriske talent var han et aktiv i alle de sammenhænge som fandt hans interesse. Og det er jo sådan, at den der giver meget også får meget. Det gælder i alle livets forhold. Giver man kærlighed til dem man holder af, får man kærlighed igen. Spreder man positivitet får man dette til gengæld. Palle har hele sit liv givet meget. Han har altid været et samlingspunkt og én tryg havn. Han har været stolt af sin familie og været meget omsorgsfuld. Han har sat sit præg på omgivelserne i hele sit liv og savnet bliver stort.

Men præsten sagde jo også af jorden skal du igen opstå. Hvornår sker dette. Jeg tror det sker endnu inden, man er kommet i jorden. Da vi nu sad derhjemme hos Ruth og Palle i søndags og Palle lå inde i sin seng, har han aldrig været mere nærværende. Alle tanker, der gik igennem vore hoveder drejede sig om ham. Al samtale drejede sig om fælles minder. Og dette forsætter. Nicolai var ved fiskehandler i sidste uge og hvorfor han fortalte om sin morfars fiskeforretning ved jeg ikke, men morfar var pludselig nærværende og en del af Nicolai virkelighed. Han døde for 23 år siden. Som sådan er ånden ikke forsvundet men er evigt nærværende. Mange er interesserede i deres slægt, og begynder at søge for at finde frem til deres rødder. I denne sammenhæng bliver alle ens aner til personer med en historie og et liv, der lader sig genfortælle. Dette er noget, der giver livsværdi og de afdøde er vigtig brikker i dette store puslespil. Det sætter livet i perspektiv og vi prøver at høste af de erfaringer, vi har fået fortalt. Så måske er det forkert, når jeg startede med at vi skulle sige farvel, måske skal vi hellere sige goddag til Palle i hans nye rolle og i en ny sammenhæng. Jeg er nok den, der har kendt Palle længst, men Ruth er nok den der har kendt ham bedst. Selv om savnet vil blive stort er jeg overbevist om, at han til stadighed vil være en del af vor tilværelse. De mange fælles minder, som løbende vil dukke op, vil gøre ham nærværende. Vi har alle meget at takke Palle for og det vil vi gøre ved at sende ham mange tanker. Både nu og i fremtiden.

Æret være hans minde og alt det han har givet.

Palle Würtz Knudsen, Egevangen 79, Ny Solbjerg er pludseligt død, 72 år. Uden forvarsel er et meget aktivt menneske blevet afbrudt i fortsat at bringe livsmod og glæde til sine omgivelser. Palle Würtz Knudsen havde sin opvækst i Vejle og det var her han blev udlært som dekoratør. Faget førte ham til firmaet Marstrand i Århus. Men det blev gas, kunst og et kæmpestort socialt engagement, der kom til at præge hans tilværelse.

BP Gas blev rammen om hele hans arbejdsliv indtil han gik på pension for 7 år siden. Hos BP foldede Palle Würtz Knudsen sit kreative talent ud, og han kom til at profilere BP både på messer som Agromek, til arrangementer og dyrskuer og gennem indretningen af BP Gas-butikkerne.

Men kreativiteten rakte ud over arbejdslivet. Palle Würtz Knudsen var initiativtager til BP kunstforening, som han var den drivende kraft frem til sin død. Med sit organisatoriske talent og sit skarpe blik for nye trends i billedkunsten blev det til mange kunstnerbesøg og mange kunstneriske oplevelser for medlemmerne af foreningen. Og Palle Würtz Knudsen var selv billedkunstner og med sin grundighed mestrede han malerkunstens mange teknikker. Disse brugte han til at undervise i maling og komposition på ungdoms- og aftenskole, hvor mange elever har nydt godt af hans store viden. Den store produktion førte til, at han fik sit eget lille galleri ved sommerhuset i Lyngså.

Det organisatoriske talent og Palle Würtz Knudsens sociale engagement vil blive savnet i de mange foreninger, der gjorde brug af hans evner. Fra han sammen med hustruen Ruth flyttede til Solbjerg var han aktiv i byens borgerforening og gennem flere år formand. Han designede byens logo med svanen på de tre blå bølger. Han var medudgiver af Solbjerg Nu og redaktør for samme i en årrække. På det seneste var han næstformand for den andelsboligforening, hvor han ægteparret har boet de seneste år. Ingen forening eller klub har nogensinde gået forgæves til Palle Würtz Knudsen, hvis man skulle have ydet en indsats og ingen opgave har været for lille. Mange vil komme til at savne en sikker havn, hvor man kan søge tryghed og sikkerhed.

Palle Würtz Knudsen vil blive savnet ikke kun af familien, men også af det store netværk han havde. Han vil blive savnet som samlingspunkt i en lang række situationer. Han vil blive savnet, som den, der kunne sætte ting i system og han vil blive savnet, som den iværksætter han var. Et meget aktivt liv er slut. Palle Würtz Knudsen vil efterlade et tomrum, som kan blive vanskelig at fylde ud.

Jeg havde fornylig den triste oplevelse at være til begravelsen af min gode skikammerat Arne. Alt for tidlig bortgang, men ingen kender jo dagen før solen er gået ned.

Det var en smuk højtidelighed, men noget der slog mig ,var præstens tale ved båren. Han startede med at fortælle, at han jo ikke kendte afdøde og derfor ikke kunne berette andet end det han havde fået fortalt af de pårørende. Det bliver meget overfladisk og egentligt uden indhold.

Mange forbereder deres egen begravelse. Hvilke salmer der skal synges. Hvordan kisten skal være. Om man skal brændes? Men ingen jeg har hørt om, har skrevet præstens tale. Men det burde jo være en naturlig sag. Uden tvivl er man selv den, der ved mest om en selv. Intet kan være skjult og selv om man er subjektiv i sin bedømmelse, vil en sådan tale kunne indeholde mange af de værdier, som man gerne vil huskes på. Det er min overbevisning, at højtideligheden vil blive endnu stærkere for de efterlevende, som jo skal leve videre med mindet om den afdøde.

Først og fremmest glædelig jul til alle mine trofaste læsere( alle tre). Jeg lovede jo at komme tilbage inden jul og det er så det, jeg gør.

Som så mange andre var vi til julefrokost i år. Denne er en gammel tradition og bliver holdt på Vindelev kro, hvor Jonna kræser for os. Vi får altid dejlig hjemmelavet mad, men det er jo uinteressant for dem der ikke var med. Og det er jo de fleste. Vi kom der til at diskutere kvindens fortrinsstilling her i livet.

Når man skriver julekort hedder det ” Karen og Børge ” altså kvindens navn først. Når man skal sætte sig, er det herrens pligt at trække stolen ud , så borddamen kan sætte sig først. Det eneste jeg kan komme i tanke om, hvor kvinder kommer i anden række er, når man går op ad en stige eller op ad trapper. Men det er der sikkert en anden årsag til og gælder dette også i Scotland.

Mænd skal også åbne døren for kvinder. Ja, det er hårdt at være mand og altid komme i anden række. Ligestilling er derfor et opreklameret begreb. Det gælder kun i visse sammenhænge.

Men julen er over os sammen med finanskrisen. Bankerne får den ene hjælpepakke efter den anden, men det ser ud som om det kun er hjælp til bankerne. Renten sættes ned, men så sættes gebyrerne op. Enhver er sig selv nærmest og det gælder i høj grad bankerne. Gaverne bliver derfor små og få i år, og måske er de købt på udsalg i den måned , hvor forbruget plejer at gå amok. Ja, verden er ikke, hvad den har været. Den bliver heller ikke den samme igen. Vi kan blandt andet vente os skattesænkninger til næste år, hvis ellers regeringen er troværdig og man kan jo spørge sig selv, hvorfor den ikke skulle være det. Vi ser frem til nye initiativer på dette område.

Finanskrisen har også medført, at nye forretningskoncepter er blevet udviklet. Jeg skulle således købe en billet med Norvigian til Oslo. Jeg kunne som tillægsydelse købe en forsikring mod at selskabet gik konkurs i perioden frem til afrejsen. Præmien ville blive tillagt prisen, men jeg tjekkede ikke om pengene blev sendt videre til et forsikringsselskab eller om flyselskabet selvforsikrer. Men smart er det. Det kunne jo også være man skulle tegne en forsikring mod at forsikringsselskabet gik konkurs . Man kan jo ikke være sikker i disse tider.Jeg gjorde det dog ikke, da jeg på det seneste har lært , at hvis man betaler med et internationalt kreditkort, får man pengene tilbage i en sådan situation. Det gælder ikke for Dankort, der får man en simpel fordring, som der aldrig er dækning for. Jeg ved ikke om man kan forsikre mod det, men det kan man sikkert. Jeg har derfor overvejet, hvordan man kan udvikle dette forretningskoncept, men det er klart at med det stigende antal konkurser, bliver det mere risikabelt. Se nu bare B & O, som snart er dømt ude. Langsigtede forbrugsgoder har det svært i tiden, men også fødevarer er blevet konjunkturfølsomme. Vi kommer derfor til at se mange konkurser i de kommende måneder. Mest som følge af mangel på likviditet, som bankerne ellers plejer at stille til rådighed. Cash is king og no cash er døden. Men sådan er livet.

På trods af de mørke skyer vil jeg ønske alle et lykkebringende nytår. Uanset hvad der sker, bliver det forår og sommer, inden det bliver efterår og vinter. Dagene bliver længere og lysere, så vi er på rette vej.

Jeg var mandag den 10 marts 2008 indlægsholder på et medlemsmøde i Fødevareklubben om fødevarepriser. Det blev en spændende aften, da forventningerne til de fremtidige fødevarepriser blandt indlægsholderne var forskellige. Stiger udbuddet, således at priserne på råvarer falder eller stiger efterspørgslen mere end udbuddet således at priserne stigerne. Ingen ved det så derfor bliver det som altid svært at spå om fremtiden.

Men der er fortsat stor interesse for netop fødevarepriser og især de stigninger, der er blevet gennemført baseret på de højere råvarepriser. Specielt har mel- og brødpriserne været udsat for kraftig debat. I et sådant omfang at konkurrencestyrelsen har følt sig nødsaget til at undersøge forholdene.

Nu er det jo sådant, at når kornpriserne stiger med 100%, så stiger melpriserne med ca 110%. Det er simpel matematik. Når melpriserne stiger med 110%, så stiger brødpriser 10-15%. Man kan således ikke forundres over at brød stiger med 15 -20%, da alle andre råvarer også stiger.Hertil kommer at lønudviklingen heller ikke står stille under de nuværende konjunkturer.

Andre fødevarer stiger også. Både mælkeprodukter og kødprodukter er steget. Eneste undtagelse er grisekød, som ikke er steget endnu, men det kommer. Vi må derfor acceptere, at vi kommer til at bruge lidt mere af vor disponible indkomst til fødevarer, men det bliver meget marginelt, under 1%, og det er vel plads til i budgetter, hvor ferier, underholdning m.v. tager meget plads. Jeg tænker stadig tilbage på dengang, da der ikke var mobiltelefoner. Det er ikke til debat, de penge finder vi i budgettet.

Transportudgifterne vejer også tungt i husholdningsbudgettet og ser vi også store udsving, men vi tilpasser os.

Jeg forudser at vi ikke vil få prisfald, hverken på kort eller lang sigt, da efterspørgslen vil være stadig stigende i og med der stadig bliver flere mennesker der skal mættes og at verdens befolkning bliver gradvis rigere.

I dag kan blive den store dag for Vejle Boldklub. Allerede nu kan de sikre sig oprykning til superligaen og det er stort, når der endnu mangler 7 kampe. Jeg er sikker på, at alle glæder sig. Men sådan er det jo med alt her i livet. Vi vil gerne se fremgang og helst holde os på et højt niveau. Men det kræver også, at vi har de nødvendige resourcer og at vi er stand til hele tiden at holder os i form til at yde. Der stilles krav til os hver dag .

Vi skal altså dagligt træne vore evner. Det er det fodboldspillere gør for at kunne yde en optimal indsats på kampdagene. Da vi i modsætning til sportsfolk spiller kamp hver dag er det vigtigt at vi kan kombinere kamp og træning for hele tiden at blive bedre. Derfor må vi hele tiden arbejde til grænsen af vores ydeevne. Det giver styrke og bedre forudsætninger for hele tiden at performe. Og det er jo , hvad omverdenen og vi selv forlanger.

I fodbold er det vigtigt, at man har en træner. En der har det store overblik og som kan analysere modstanderne og lægge den rigtige strategi. Sådan er det ikke altid i vores dagligdag. Oftest må vi selv træffe beslutninger, som gerne skulle føre hen til det mål, vi har sat os. På jobbet har de fleste af os en chef, der skal udføre trænerjobbet. Men som på fodboldbanen er det jo ikke træneren, der spiller. Derfor er det vigtigt at taktikken og organisationen er lagt fast, så alle kan forstå den. Det er den eneste måde et hold bliver stærkt på. Reglerne må være kendte for alle, således at man kan trække på samme hammel. Det er måden at få succes på.

Når man rykker op i superligaen, kan der være behov for nye spillere, ikke kun fordi de gamle er blevet for gamle. Men også fordi taktikken og organisationen skal tilpasses de nye modstandere. Denne omorganisering er en vigtig del af trænerens opgave. Det betyder ikke nødvendigvis at de gamle er ubrugelige, men de skal måske spille på et lavere niveau. Men det er klart at jo mere man træner desto længere holder man på det høje niveau.

God træningslyst