ErikWurtzKnudsen.dk

Nu er julen ovre og vi har brugt ca. 7 mia til at købe gaver for. 32 procent af dette beløb er solgt via nethandel, altså handler der går uden om de distributionskanaler vi hidtil, har kendt. Jeg ved godt at meget e-handel er organiseret af virksomheder, der også er aktive på det fysiske marked, men alligevel er det med til at ændre detailhandelsstrukturen. Med det nye handelsmønster vil vi på længere sigt lægge bymidterne øde, idet butikkerne ikke længere behøver en fysisk placering , som er kendt af forbrugeren. Vi vil ikke have brug for søde ekspedienter til at betjene os. Vi skal jo bare bruge nettet. Impulskøb vil desværre forsvinde, idet kun varer der står på sedlen vil blive leveret. Dette vil så kræve øget annoncering fra leverandørernes side for at gøre opmærksom på deres produkter. At det også skal ske på nettet er helt naturligt.
Er dette scenarie langt væk, nej det synes jeg ikke, når jeg 3. juledag overværede at min søn og svigerdatter bestilte kolonialvarer hos nemlig.com, som så blev leveret senere på eftermiddagen, klar til at lave aftensmad. Det kunne man selvfølgelig også springe over ved at bruge just-eat eller hungry.dk.
Er der noget man ikke kan gøre på nettet. Ja, heldigvis. Fysisk kontakt mellem mennesker er stadig ikke muligt på nettet og jeg har vanskelig ved at forestille mig at det bliver muligt.
Men for at vende tilbage til mit egentlige budskab, står vi overfor store ændringer i detailhandelsstrukturen til skade for såvel byudvikling som samfundsudvikling. Skal vi dele ansvaret for at denne udvikling ikke sker, således at vi får en mindre egoistisk verden.

I går kom jeg til at tænke på hvordan ildsjæle kan ændre fremtiden for mennesker. Jeg startede i Odense Brasss Band og kom til at tænke på den der lærte mig at spille i en ung alder. Han hed Chrisian Refgård. Alene satte han sig for at starte Damhavensskole orkester. Han startede med at lære 25 unge mennesker at spille på messinginstrumenter. Da de havde lært det skulle de også lære at spille sammen. Det lykkedes. Gennem mange år spillede vi i Vejle Idrætsforenings orkester og senere i Eufonia brass band. Dette var til stor glæde for os alle. Vi tænker måske ikke så ofte på den glæde det har givet os, men var det ikke for den ildsjæl, havde meget været anderledes. Vi skal være taknemmelige for at der findes mennesker der vil gå gennem ild og vand for at opnå de mål de har sat sig. Uden dem ville verden være mere kedelig og udviklingen gå i stå. Heldigvis findes der mange der gennem foretagsomhed sætter ting i værk, så vi andre kan glædes ved det.

Kære alle der behandlede mig i forbindelse med min indlæggelse med en blodprop. Man bliver glad for at man bor i Danmark når uheldet er ude. Alle er parate og alle tager deres opgaver alvorligt., ligefra man kommer ind i ambulancen til man bliver udskrevet. De er dygtige allesammen og lever op til deres ansvar. Derfor skal der lyde en stor tak til ambulancefolkene fra Roskilde brandvæsen, til afdeling 3.14.1 på Rigshospitalet og afdeling B på OUH. Uden jer havde jeg ikke været den samme.
Der er naturligvis plads til forbedringer, men ikke på jeres indsats. Men systemet kunne måske forbedres en smule. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke har et journalsystem så alle kan se hvad der er blevet gjort og se hvilke lidelser man ellers lider af.det ville være en lettelse for alle og sikre at patienten ikke gentagende gange skal komme med de samme oplysninger. Et register over alle danskere kan vel ikke være nogen stor opgave..Måske skulle vi nedlægge regionerne, således at alt sygdomsvæsen blev samlet under en organisation, styret af staten. Pengene kommer alligevel derfra. Det ville spare meget unødig administration og gøre behandlingen endnu bedre. Ikke fordi jeg er utilfreds med denne, den var som omtalt fremragende,me kun for at spare på de hænder der ikke er varme.
Endnu engang tak til alle

Gennem den seneste tid har der været en diskution om madspild. Nogle mener, at det er forfærdeligt ,at der smides så meget mad væk. Det kan opgøres til mange millioner og komme værdigt trængende til gode. det er min mening, at det ikke er samfundsmæssigt rigtigt. Den sennep og ketchup der ryger i pølsevognens affaldsspand, er den største forbruger af disse produkter. Ved ikke at genbruge dette øger det afsætningen for sennepsfabrikanter, hvilket øger beskæftigelsen og gør at endnu flere har råd til at købe pølser. Derved smides mere væk. Altså en samfundsgavnlig adfærd. Dette samme gælder dog i væsentlig større målestok madspild og indsamling af denne.

Genbrug af tøj går ud over detailhandlen og mindsker beskætigelsen der. Ikke just til samfundets overlevelse. Produktionen af tøj går ligeledes ned. Beskætigelsen falder. Nej smid væk og køb nyt. Det Øger beskætigelsen.

Giv hellere 500 kr til Frelsens Hær så de kan købe nye madvarer og tøj, som de kan forære væk til jul

Denne sæsons “vild med dans” var nok den mest spændende der har været i mange år. Det var Allan Simonsen der gjorde forskellen. Når så en af dommerne, Britt Bendixen, mente han var en vittighed, kan man undre sig over at dommerne gjorde sig selv til grin på finaleaftenen. De bedømte slet ikke parrene, men gav parrene ens karakterer således at det var publikum, der skulle afgøre, hvem der var vinder. De tog med andre ord ikke deres opgave alvorlig, hvilketgør hele showet til en farce. Hvad skal vi med dommere, der ikke dømmer. Det kan godt være, at det var meningen, men så skal man ikke kalde nogen af deltagerne for en vittighed.

Formandens beretning

Ja, så er der gået endnu et år siden vi sidst holdt generalforsamling. Et år er kort når man kigger tilbage, men langt når man ser frem. Alt det man skal nå har man masser af tid til, men når man når til enden er der altid noget, man ikke har nået.

Men vi har nået at få en ny regering, ikke fordi det gør den store forskel, men der er dog sat gang i afgiftsforhøjelserne.

Vi har fået en fedtafgift, som rammer vores branche hårdt. Ikke fordi provenuet er særligt højt, ca 1,5 mia, men den er administrativt tung. Det havde været lettere, at udskrive en regning på beløbet og så fordele det på alle. Men der er jo også et sundhedsaspekt i denne afgift, Den skal hindre danskerne i at spise usundt. Hvad det så end betyder. Det betyder, at vi ikke bliver overvægtige og derved , sparer penge i sygdomssektoren. Afgifter på chokolade, vin og øl skal have den samme effekt

Vi får også en øget sukkerafgift. Den skal ud over også at bringe penge i den tomme statskasse også medvirke til at forbedre danskernes sundheds tilstand. Denne afgift kan medføre at flere danske virksomheder bliver tvunget til at outsource produktionen. Dette er blandt andet udmeldingen fra en nordjysk marmelade fabrikant. Men øgede afgifter skal jo væltes over på priserne, hvorved vores varer bliver dyrere.

Forbrugerne reagerer på disse afgifter. De ændrer forbrugsmønster, i hvert fald på kort sigt. Bagerbranchen er hårdt ramt, men også andre brancher mærker, at de øgede omkostninger mindsker konkurrenceevnen. I de seneste måneder er der skat en drastisk stigning i grænsehandelen, med deraf følgende negative påvirkninger på vores total økonomi.

Vi har fået en fødevareminister, der er ryger. Endda med egen rygekabine. Cigaretterne skal også have øgede afgifter, men dog ikke mere end de 7 mia, som denne afgift indbringer, helst ikke skal gå ned.

Vort store offentlige forbrug skal naturligvis finansieres. Vi er jo ikke indstillet på, at mindske vore krav til velfærdssamfundet. Det er svært at tænke nye tanker, men et er givet at den gavebod som den nye regering lovede inden, de blev valgt ikke bliver til noget.

Der tales meget om vores konkurrenceevne skal styrkes og det kan kun ske ved at sænke vores lønninger. Renten er jo historisk lav. Regeringen vil, siger de i forbindelse med en skattereform, sænke skatten på arbejde. Det er også en god vej, men hvis det ikke resulterer i lavere lønninger øger det ikke konkurrenceevnen, men kun rådighedsbeløbet for de der er i arbejde. Det vil naturligvis øge efterspørgslen og derved sætte mere gang i hjulene, med mere beskæftigelse til følge. Men man kunne jo også sænke lønningerne med skatteprovenuet. Vi får jo ikke et mindre rådighedsbeløb, da vi sparer i skat. Derved bliver priserne på vore produkter lavere, således vi af den vej kan genere en større efterspørgsel. Men det bliver nok en vanskelig kamel at sluge.

Fødevareindustrien er ved at tabe pusten. Som helhed ser det ud til at omsætningen i 2011 ligger over både 2009 og 2010, men det er baseret på at priserne har været stigende. I de seneste 3 måneder er den indenlandske omsætning dog faldet med 1,4 %. Eksporten er faldet med 4,6 %. Dette giver stof til eftertanke i industrien. Heldigvis er der solstråle historier, som vi skal høre om senere i aften.

Vi står overfor mange udfordringer. Men rammevilkårene skal være i orden, hvis vi skal bibeholde et erhverv der står for 20 % af den samlede eksport og beskæftiger 150000 mennesker i alle hjørner af landet.

Mulighederne er der. Med et øget focus på BRIK’s landene og konkurrencedygtighed er der også muligheder for danske fødevarevirksomheder.

Sluttelig vil jeg gerne takke mine kollegaer i bestyrelsen for

De sidste par uger har bragt flere interessante oplevelser. Senest har Lars Kolind igen været på banen. Et er at han mente , at Fyn skulle have særstaus med hensyn til skattebetaling, noget andet er når man går i tvekamp med ejerne af det selskab han er bestyrelsesformand for. Det er en sikker tabersag. Hvad formålet så end har været, kan der aldrig komme noget godt ud af det, hverken for ham sels eller for selskabet, hvis interesser, han var ansat til at varetage. Nå, men nok om det.
I forrige uge havde jeg en mærkelig oplevelse, som har givet mig stof til eftertanke. Jeg blev placeret i en flyver ved siden af en dame, som ikke var helt appelsinfri. Hun var meget snakkesaglig og vi indledte en til tider filosofisk diskussion. Hun spurgte bl. a, om jeg var lykkelig. Et svært spørgsmål, som jo kræver at man ved hvad lykke er eller også ved, hvad ulykkelighed er, for så må det jo være det modsatte. Jeg mente nok at jeg havde et godt liv, men om jeg ligefrem var lykkelig havde jeg svært ved at svare på. Vi diskuterede også lidelse. Hun mente, at kvinder led når de fødte. Jeg er af den overbevisning, at der er forskel på lidelse og smerte. Smerte er noget fysisk og lidelse er noget mentalt. Dette kunne vi ikke blive enige om. Men vi havde en god samtale. Da vi landede, spurgte hun om jeg ikke kunne følge hende hen til det værtshus, hvor hun skulle vente på sin søster og bad mig om at sørge for at hun fik sin bage med. Her sagde mit indre stop. Men var det ret at gøre sådan. Jeg havde jo mødt min næste, som havde hjælp behov og jeg skred bare. Der er mange gode grunde til ikke at hjælpe. Jeg havde en aftale, men kunne måske godt have nået det, hvis jeg sprang den lovede champagne over. Hvordan hun kom videre ved jeg ikke, men jeg har tænkt meget over siden.