ErikWurtzKnudsen.dk

Det er snart længe siden , at jeg har lagt noget ind på min blog, og det kan jo skyldes, at jeg har  haft meget travlt eller, at jeg ikke har haft så meget på sinde, der egnede sig til at komme til andres kundskab. Det kunne selvfølgelig også være dovenskab, hvilket jeg ikke vil afvise.

Men allerførst et rigtigt godt nytår til alle med håbet om at 2008  må blive et rigtigt godt år. Vi bestemmer  jo selv en lille smule af udviklingen, da vi jo i nogen grad er med til at sætte dagsordenen.

Nytåret er jo også forsætternes tid og mange sætter sig ambitiøse mål, hvilket man jo også skal. Overlæggeren skal dog ikke sættes højere end at der er chance for at komme over. Jeg har  i programmet” tjenesten” set hvordan gruppeterapi kan hjælpe , hvis man falder i. Jeg kan iøvrigt anbefale programmet, der sendes på DR2 hver fredag aften, som noget af det eneste der er værd at se.

Det er beskæmmende så dårlig fjernsyn, der bliver tilbudt seerne. Genudsendelser og intetsigende amerikanske serier er hvad der hyppigt bydes på. Det burde ikke være lovligt,  men  DR har jo overskredet deres byggebudget, så der er ikke råd til at lave ordentlige programmer. TV2 skal optimere bundlinien, så de bliver mere værd , når de engang skal sælges. De har altså heller ingen penge. Taberen bliver seerne. Måske var det en god idè, at man fra Christansborg glemte pengene for en stund og gav de arme kanaler lidt mere. Jeg tror der er stemmer i det.

Nu vi er ved kulturen, så har Det kongelige Teater fået ny bestyrelse og to af de nye medlemmer udmærker sig i en sådan grad , at jeg ikke kan forstå Hr. Brian Mikkelsen. Claes Kastholm, som  jo er kendt for at skide i en  andens sofa og derefter tørre sig i gardinet på redaktionsgangen på Ekstra Bladet, burde ikke kvalificere sig til job i betyrelsen. Uffe Ellemann har på det seneste ført sig frem i Muhammed krisens kølvand. Det er, som om at han ikke er kommet over, at han ikke blev statminister, når han  nu blander sig i snart set alt. Men begge er blevet udvalgt.

Men vi skal tænke positivt. Klimaændringerne gør, at vi sikkert heller ikke  i år får en hård vinter. Vi kan derfor snart se frem til lysere tider og et dejligt forår.

Vores statsminister har i denne uge gennem underskrift af Lissabon-traktaten atter givet ny luft i de europæiske sejl, og formanden for Europarlamentet, Hans-Gert Pötering, er glad. Dette giver han udtryk for i dagens indlæg i Jyllands-Posten. I chartret om grundlæggende værdier står der : ” De europæiske folk har med skabelsen af en stadig tættere sammenslutning besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier”. At vi skal have en fredelig fremtid er vi vel alle enige om. Men har vi fælles værdier. Hvis Tyrkiet engang skal med er jeg tvivlende om dette er tilfældet. Og var det overhovedet grundlaget for det Europa , som vi engang sagde ja til.

Jeg er af den overbevisning, at det vi dengang sagde ja til , var et stort fælles marked, med fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Altså et økonomisk samarbejde, der skulle medvirke til at højne levestandarden i medlemslandene. Og ikke en Union med fælles lovgivning inden for alt.

Hans-Gert Pöttering skriver videre: ” Med Lissabon-traktaten bliver chartrets rettigheder også bindende i juridisk forstand.” “Det er et vigtigt resultat fordi chartret i sin substans svarer til kataloget over grunlæggende rettigheder i en forfatning”.

Men det var jo ikke en forfatning vores statsminister underskrev. Altså er vi blevet snydt for at tage stilling til disse grunlæggende ændringer i en folkeafstemning. Det har hele tiden ligget i kortene, at det Europæiske tog kører med fuld fart fremad. Og hver gang det er blevet standset, ved folkeafstemninger i Frankrig, Holland eller Danmark, har det kun været et midlertidigt stop. Nye tiltag er sat igang for at få toget til at køre videre til de undrende passageres store forbavselse. Man kan ikke stå af toget. Og der er ingen returbilletter.

Lissabon-traktaten skal forene 500 mio borgere i et ” Værdifællesskab”. Dog findes der ikke nogen fælles identitet. Vi er danskere , der bor i Europa. Ikke Europæere, der bor i Danmark. Værdifællesskabet er et falsum, men der er knyttet mange fine ord på . Menneskerettigheder, demokrati, globalopvarmning m. v. alt i alt en markering af , at endnu en etape er taget på vejen mod en europæisk union. Hvilket jeg aldrig har sagt ja til. Men denne gang fik vi heller ikke lov, fordi de folkevalgte ikke tør at konfrontere befolkningen med deres forehavende.

Heldigvis er de så ivrige med at få så mange med i folden som muligt. Og definitionen af Europa er heller ikke , hvad det har været. Dette betydet at flere og flere skal være med i beslutningsprocessen. Og det bliver som bekendt sværere og sværere at få konsensus, jo flere man er. Dertil kommer at forskelligheden i de grundlæggende kulturer heller ikke medvirker til at gøre beslutningerne enklere.

Men min frygt ligger et andet sted. Det gælder for selskaber, at jo flere aktionærer der er , desto større er magten ved direktionen. Jeg kan derfor godt forstå, at alle der er en del af bureaukratiet gerne vil forsætte med at holde toget i høj fart. Dermed forskydes magtbalancen, og de undrende passagerer ser landskabet fare forbi, uden at forstå hvad der sker.

Denne uges antihelt har været Jørn Poulsen. Jeg kender ikke manden. Har aldrig truffet ham og er i øvrigt helt ligeglad med ham, hvis det ikke lige var fordi , at han er blevet udsat folkets hårde dom. Hvad er hans forbrydelse . Jo, han har er blevet fyret fra sin arbejdsgiver og bedt om, at de opfyldte den mellem parterne ingåede kontrakt. Altså Jørn Poulsen har et retskrav på at få udbetalt 750.000 kr. fra sin arbejdsgiver, som i dette tilfælde er en velgørende institution, hvor der efter menigmands overbevisning skal gælde ganske særlige ansættelsesvilkår.

Er det rimeligt at man får en fair behandling ,når man bliver fyret? Er det ok, at man selv bestemmer over den løn man får udbetalt? Er det i orden ,at nogle af de penge der samles til nødhjælp går til administration, altså løn til de ansatte eller skal de, som de sande idealister de er, arbejde gratis ?

Ja jeg kan svare til alle tre spørgsmål og jeg mener ikke at nogen skal arbejde gratis i en fuldtidsstilling. Når så mange mener, at Jørn Poulsen skal give en stor del af sin løn til velgørende formål , må der hvile en særlig forpligtelse på ham eftersom jeg sjældent læser i avisen at hr. Lund Madsen burde give et stort beløb til Røde Kors.

Når mange mener at Jørn Poulsen burde give pengene bort, er det ud fra en betragtning om , at han ikke er den retsmæssige ejer til pengene eller at han har fået dem på forkerte vilkår. Ingen af delene kan være rigtig, da Røde Kors som den proffessionelle organisation den er, aldrig ville være gået med til et forlig , hvis ikke sagen var oplagt.

Jørn Poulsen, du kan roligt bruge dine penge til hvad du vil. Folkets misundelse og forargelse kan du glemme. Det er sjovt at vi alle kan blive forargede på naboen og misundelige på de goder han har , istedet for at se på sin egen situation. Er man ikke tilfreds med den, må man jo lave den om. Er man tilfreds, så skal man jo blot sikre at det fortsætter.

Gælder der så noget særligt , når man nyvalgt folketingsmedlem. Nej, det gør der ikke . Men da vælgerne måske ikke altid er objektive løber man en risiko, hvis jantelovens regler ikke bliver overholdt og selvom, der er lang tid til næste valg og vælgernes hukommelse er kort, kan det jo være at man ikke bliver valgt næste gang. Så er det jo rart at have 750.000 kr på pensionsopsparingen.

På tirsdag skal vil vi hen for at sætte vores kryds og dermed deltage i den demokratiske proces, der hedder valg. Vi kan alle gøre det med god samvittighed, idet der ikke er noget , der hedder forkerte beslutninger i belutningsøjeblikket. Dette bygger på ,at vi naturligvis har overvejet alle de forudsætninger, som vi baserer vores beslutning på. Derfor træffer vi også det rigtige valg. At det så senere kan vise sig, at det ikke blev helt optimalt, beror alene på , at enten lever de valgte ikke op til det lovede eller også har de politiske forudsætninger ændret sig ,så dagsordenen bliver anderledes. Med disse bemærkninger kan man derfor roligt stemme.

Når det alligevel er svært at vælge, skyldes det at det kan være svært at få overblik over de forudsætninger, hvorpå man skal bygge sit valg. Tilgængeligheden af information har aldrig været så stor, hvilket indebærer at diskutionen nu også bevæger sig på microniveau, altså hvor mange patienter lå på gangen på afdeling x onsdag den 17. okt?, istedet for at vi diskuterer på macroniveau. Altså hvilken vej skal vi køre. Vejvalg er altid af største vigtighed. Men målet er naturligvis endnu vigtigere. Alle veje fører til Rom, siger man. Men natuligvis ikke lige hurtigt og ikke lige direkte. Det er jo glædeligt, men hvis man nu slet ikke vil til Rom, hvad gør man så, når alle veje fører derhen.

Vi må derfor have valgt vore mål inden vi sætter vores kryds. Nu bliver det så valget ad hvilken vej, vi vil nå vore mål. Jeg tror det er vigtigt, at vi først ser på hovedvejene. altså bliver oppe i helikopteren. Og hvis du er rigtig højt oppe kan du måske se både målet og vejen, så er valget let. Men for vi ,der ikke er så højt oppe, må vi håbe at vejen fører til målet.

Jeg er sikker at alle får et valg, som de enten bliver glade for eller kede af, men vi er jo ikke i den situation ,at vi kan se ind i fremtiden, ogderfor træffer vi alle det rigtige valg på tirsdag.